Hele landet

Fire vigtige råd mod brystkræft

Selv små ting i hverdagen kan gøre en forskel

Arkivfoto

Arkivfoto

HELE LANDET: Tæt på 5.000 danske kvinder rammes hvert år af brystkræft, men selv om sygdommen delvist er arvelig, kan du reducere din risiko markant ved at følge nogle vigtige råd.

Udover de genetiske årsager øges risikoen især hvis du vejer for meget, er kommet i overgangsalderen og har tunge bryster.

Men udover at tabe dig kan du også forbedre din chance for ikke at blive ramt ved at følge disse råd.

1. Gå eller løb

En halv times daglig gåtur efter overgangsalderen er nok til at reducere risikoen for brystkræft.

Det konstaterer en fransk undersøgelse fra Institut Gustave Roussy i Villejuif, Frankrig, hvor forskere har analyseret data om små 60.000 kvinder, der viste, at postmenopausale kvinder, som i de seneste fire år havde regelmæssig fysisk aktivitet svarende til mindst fire timers gåture om ugen havde en lavere risiko for invasiv brystkræft sammenlignet med kvinder, der bevægede sig mindre i løbet af disse fire år.

De fire timers ugentlige gåture medførte en 10 procents nedsat risiko for invasiv brystkræft og reduktionen i risikoen for brystkræft var uafhængig af kvindernes BMI, vægtøgning, taljemål og aktivitetsniveauet 5-9 år tidligere.

Andre undersøgelser har vist at 7 timers gåture ugentligt reducerer risikoen med 14 procent, og at en times løb dagligt kan reducere risikoen for at blive ramt af brystkræft med 25 procent.

Og en undersøgelse i 2014 fra Lawrence Berkeley National Laboratory i Berkeley, Californien viste, at kvinders dødsrisiko efter at være ramt af brystkræft faldt med hele 25 pct. for hver kilometers løb dagligt.

2. Sov i mørke

Sover du med et svagt lys fra computeren eller et tændt TV om natten risikerer du, at dit melatonin-niveau bliver for lavt.

Museforsøg på Henry Ford Hospital i Detroit har vist, at melatonin-tilskud reducerer udviklingen af tumorer i brystkræft. For at tumorer kan udvikle sig, skal der dannes nye blodkar og det er det, melatonin ser ud til at begrænse.

20 melatonin-rige fødevarer

Og en overraskende undersøgelse fra Tulane University School of Medicine i New Orleans, Louisiana, USA, der har undersøgt effekten af tamoxifen, som er et almindeligt middel mod brystkræft viser, at medicinen nærmest bliver helt uvirksom, hvis kroppen ikke producerer tilstrækkeligt melatonin.

3. Sænk dit kolesteroltal

Flere undersøgelser har vist en sammenhæng mellem et højt kolesteroltal og brystkræft. I 2013 viste museforsøg på Duke Cancer Institute, at et molekyle - ikke selve kolesterolet, men en almindeligt forekommende metabolit af kolesterol kaldet 27HC, der efterligner hormonet østrogen, selvstændigt kan forårsage vækst af brystkræft.

Hormonet østrogen anslås til at være årsag til 75 procent af alle brystkræfttilfælde. Tidligere har forskere konstateret, at 27-hydroxycholesterol - eller 27HC - opførte sig på samme måde som østrogen hos dyr.

I 2014 konstaterede forskere ud fra analyser af en stor befolkningsundersøgelse med over 600.000 kvinder i Storbritannien, at kvinder med et højt kolesteroltal havde en 1,64 gange større risiko for at få brystkræft.

11 madråd til at sænke kolesteroltallet

Forskerne synes, at det er en overvejelse værd at give kolesterolmedicin til disse kvinder, men du kan også spise dig til et sundere kolesteroltal.

4. Spis mindre rødt kød

Risikoen for brystkræft senere i livet stiger, jo mere rødt kød kvinder spiser tidligt i voksenalderen. Det viste en undersøgelse fra 2014, hvor forskere undersøgte spisevanerne hos deltagere i den store undersøgelse af 88.000 sygeplejersker, Nurses Health Study 2, der startede i 1991.

10 madråd mod brystkræft

Sygeplejerskerne udfyldte spørgeskemaer om deres madvaner og er fulgt siden. 20 år senere kunne forskerne, ved at sammenligne de kvinder, der havde fået brystkræft, med deres madvaner 20 år tidligere, konstatere, at rødt kød øgede risikoen for brystkræft med 22 procent.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.