EMNER

Fire vil afløse Anders Broholm på Borgen

Fire kandidater har meldt sig som Venstres nye folketingskandidat i Frederikshavnkredsen

Anders Broholm har to gange forgæves forsøgt at blive valgt som Frederikshavnkredsens folketingskandidat. Nu sætter han sine valgplakater op i Brønderslevkredsen, og Frederikshavnkredsen skal vælge en ny kandidat. Arkivfoto: Peter Broen

Anders Broholm har to gange forgæves forsøgt at blive valgt som Frederikshavnkredsens folketingskandidat. Nu sætter han sine valgplakater op i Brønderslevkredsen, og Frederikshavnkredsen skal vælge en ny kandidat. Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Fire kandidater har meldt sig som Venstres folketingskandidat i Frederikshavnkredsen.

Pladsen er ledig, efter at Anders Broholm har skiftet kreds og nu stiller op som Brønderslevkredsens kandidat.

Som tidligere omtalt har byrådsmedlem Mogens Brag og sosu-assistent Marie Scheuer Christensen meddelt, at de er kandidater, og nu har yderligere to Venstremedlemmer meldt sig på banen: Kristian Andersen og Kuno Becker-Rasmussen.

43-årig journalist

Kristian Andersen er 43 år, uddannet journalist og driver sin egen kommunikationsvirksomhed.

I 1983 startede han VU-foreningen i Sæbykredsen og har siden været aktiv i Venstre, blandt andet som formand for Venstres nordjyske erhvervsudvalg fra 2003-2007.

Kristian Andersen har tidligere været redaktør på NORDJYSKE Medier og har været ansat i Venstres Landsorganisation og på Christiansborg som medarbejder for daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen m.fl.

38-årig altmuligmand

Kuno Becker-Rasmussen er 38 år og i dag hoteldirektør i en af Skandinaviens største hotelkoncerner, First Hotels.

Tidligere har han blandt andet arbejdet som butikschef i Deres Design A/S, arrangementsansvarlig i Musikhuset Aarhus, chefinstruktør ved World Adventure, salgskonsulent i Conceptech, serviceleder og souschef ved ISS Grønland, driftsleder i Billund Lufthavn og seniorplanlægger ved ISS Facility Services.

Opstillingsmøde 4. marts

Ifølge Torben Janum, der er formand for Venstres kandidatbestyrelse, forventer kredsbestyrelsen at kunne pege på én af kandidaterne efter sit første bestyrelsesmøde i det nye år.

Selve valget foregår på et opstillingsmøde den 4. marts.

Frederikshavnkredsen omfatter Frederikshavn og Læsø Kommune.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.