Naturvidenskab

Fire voksne om at passe tre børn

Hvis alle 12 børn var begyndt på samme tid, ville de ikke have fået den samme gode start, forklarer pædagog i Den lille Planet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pædagog Janni Mylund lægger vægt på, at starten for de nye børn er tryg. Foto: Lars Pauli

Hele fire voksne til at passe tre små børn - det lyder som en normering, der er for god til at være sand. Men det var den skinbarlige virkelighed, da en ny vuggestuegruppe i Mariagerfjord Kommune, Den lille Planet, mandag åbnede i Farvervængets Børnehave i Hobro. Pædagogerne Camilla Claudell, Janni Mylund og Anne Kattenhøj Sevel stod sammen med pædagogmedhjælper Lotte Føns klar til at sige pænt goddag til fire børn i blealderen. Men da et af de små pus havde fået skoldkopper, blev de kun tre på førstedagen. Vuggestuen har plads til i alt 12 børn - fire begynder 15. marts, de sidste fire kommer 1. april. Ren luksus Janni Mylund, der har stået for at koordinere både det praktiske og pædagogiske omkring tilblivelsen af den nye vuggestue, medgiver, at normeringen her i starten er ren luksus. - Men det er noget, vi helt bevidst har prioriteret. Børn i den alder har brug for nærvær og ro omkring sig. Hvis alle 12 var startet på samme tid, ville vi ikke kunne tage os lige så godt af den enkelte. - De har brug for at få en arm eller et knus, hvis de er kede af det. De kan jo ikke bare sige, at de savner mor og far! påpeger Janni Mylund. Farvel uden tårer Afskeden med mor og far i går morges forløb uden tårer. Et barn peb en smule, men det stoppede allerede, inden forældrene var ude af døren. En anden fik sin bamse og plads på en arm, og så var hun tryg, fortæller Janni Mylund. Det var da også en veltilpas dreng, som Wanja Schmidt mødte, da hun efter frokost kom for at hente sin toårige søn Logan. - Han ligner en, der er glad! konstaterede moderen. Wanja Schmidt fortalte, at hun har fået plads i Den lille Planet til Logan, fordi hans dagplejemor går på pension til sommer. - Jeg har også en dreng, Noah, der går i Farvervængets Børnehave, og det er jo nemt, at jeg kan aflevere og hente børnene samme sted, fremhævede Wanja Schmidt. Håndværkerne har arbejdet hårdt på at nå skæringsdatoen 1. marts, men der var stadig nogle småting, som ikke var helt færdige i går, fortalte Janni Mylund. Dog ikke noget, som på nogen måde kunne sætte skår i personalets glæde over rammerne, hvor store vinduer uden glas skaber sammenhæng mellem rummene. Legemad et hit Det nye legetøj ankom i kasser om formiddagen, og børnene hjalp med at pakke det ud. Især legemaden var et hit, og børn og voksne smurte massevis af rugbrødsmadder. I Farvervængets køkken fremtryllede Lotte Føns mad af den slags, der rent faktisk kan spises - kylling bolognese med spinatpasta, ærter og majs, som børn og voksne nød til frokost. Et godt supplement Leder af Farvervængets Børnehave, Sven Rasmussen, betragter vuggestuegruppen som et godt supplement til dagplejen. - Vuggestuen er lidt dyrere for forældrene end dagplejen, 300 kroner om måneden, men for de penge får man meget. - Man er sikker på, at barnet aldrig skal i gæstepleje, og der er åbent fra 6.15 til 16.45 hver dag. - Det er et godt plus for forældrene, mener Sven Rasmussen. Læs også NORDJYSKE Stiftstidende tirsdag.