Naturkatastrofer

Fire vulkaner kom i udbrud

2.z på Thisted Gymnasium satte gæster fra 8. klasse i Hurup i gang med at bygge vulkaner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ann-Mari Kjærgaard og de andre gymnasieelever i 2.z prøvede rollen som lærere, da 8. klasse fra Hurup var på besøg.

- Yes! Det lykkedes... David Jessen, geografilærer på Thisted Gymnasium, giver sin begejstring frit løb, da den første af fire vulkaner torsdag eftermiddag gik i udbrud inde mellem træerne i den lille lund nord for gymnasiet. Ikke alene er der skabt en røgudvikling, der næsten kan måle sig med den fra islandske vulkan, som for et par år siden tvang fly i hele Europa til at holde sig på jorden. Der er også blevet dannet magma, konstaterer læreren, efter at udbruddet er stilnet af. For selv om der var tale om et forsøg i lille skala, så kunne varmen nede i den lille miniaturevulkan faktisk smelte noget af det sand, som vulkanen var bygget op af. Natur, teknik og sundhed Men i øvrigt overlod David Jessen torsdag lærerrollen til eleverne i 2.z. Som led i et såkaldt ung til ung-projekt havde klassen besøg af elever fra 8. klasse på Hurup Skole. Projektet havde så også havde til formål at slå på tromme for natur-, teknik og sundhedsfag over for nogle af de måske kommende gymnasieelever. 2.z havde så selv valgt at præsentere gæsterne for det vulkanforsøg, som klassen tidligere har lavet til en åbent hus-dag på gymnasiet. Det var sjovt at prøve rollen som lærer, synes Ann-Mari Kjærgaard: - Man skal ikke bare nikke ja til det, læreren siger, men også selv formidle viden.. Og hvis eleverne også syntes, det er sjovt, så er det jo fedt. Og det tror jeg da, at de syntes, siger hun. Det gjorde i hvert fald en af eleverne fra Hurup: - Det var rigtig meget interessant, fortæller Annemarie Vilhelmsen fra 8.b. Hun fik lov at tænde en af vulkanerne, der havde kunstgødning (natriumkarbonat) og sukker som drivkraft. De skulle efterligne Vesuv, der for 2000 år siden lagde Pompeji øde, Hekla på Island, Santorini i det gamle Grækenland - og i meget lille skala den altødelæggende supervulkan Yellowstone.