Firebenede feriegæster

Sommerferie bag tremmer er slet ikke så ringe

VALSGAARD:Langt nede ad en grusvej, godt gemt i en lade, ligger et sandt ferieparadis, hvor gæsterne er så glade for at bo, at de ofte vender tilbage. Her bliver nemlig både serveret frisk luft og mad flere gange om dagen, og næsten alle gæster har eneværelse med udgang til haven. Det eneste minus er, at der er tremmer for døren, men det vænner gæsterne sig tilsyneladende hurtigt til. Værterne Thorbjørn Larsen og Katrine Bloch hygger om de lådne gæster, der for tiden flokkes om pladserne hos Valsgaard Hundepension, hvor der er plads til 10 firebenede, ferierende ad gangen. - Man bliver hurtigt knyttet til hundene. Der er selvfølgelig nogen, man synes bedre om end andre, men vi behandler dem alle nøjagtig ens, forsikrer 23-årige Thorbjørn Larsen og klør en af gæsterne på ryggen. Den langpelsede samojede spids ser ud til at nyde det i fulde drag, men det er også med at nyde det mens man kan, for Zibas ferie er næsten slut. - Nogle bliver her i tre uger, mens andre kun er her nogle få dage, siger Thorbjørn Larsen, og der er nok at se til, hvis alle gæsterne skal have særlig behandling. - Mange har speciel mad med hjemmefra. Det kan være frikadeller eller andre lækkerier, som de er vant til at få derhjemme, forklarer Thorbjørn Larsen og smiler. Nogle gange kan det være svært for de firebenedes familier at tage afsked. - Det er jo ligesom hvis det var deres børn, vi skulle passe og nogle vil gerne være alene med deres hund nogle minutter inden de tager afsted. Andre tager det mere roligt, men alle er jo forskellige - det gælder både mennesker og dyr, siger Thorbjørn Larsen og fortsætter: - Når hundene kommer varierer det jo også, hvor hurtigt de falder til i boksen, men vi går altid en lille tur med dem og lader dem snuse inden vi lukker dem ind. Når man kigger på rækken af stålbure kigger de firebenede gæster nysgerrigt ud. Store og små, ru og bløde står de side om side og gør højlydt opmærksom på, at de nyder deres ophold. - Ja, der er musik på, konstaterer Thorbjørn Larsen. Swimming-pool og løbegård Det er et år siden han og kæresten Katrine åbnene pensionen, og siden er det ikke blevet til meget ferie til dem selv. - Jeg er ikke så god til at komme afsted alligevel, men man er da meget bundet af hundene, siger han, og Katrine giver ham ret. De er imidlertid glade for at være værter i pensionen. - Det er meget en hobby, for der er ikke mange penge i det - så skulle vi have flere hunde ad gangen, siger Thorbjørn Larsen. Parret har dog ikke planer om at udvide med flere pladser, men til gengæld går planerne i retning af at gøre ferieparadiset mere luksuriøst. - Vi kunne godt tænke os at gøre stedet endnu bedre for hundene. Der er mange ting man kan gøre - for eksempel lave en swimming pool og en større løbegård, siger Thorbjørn Larsen. Hundenes trivsel er i det hele taget alfa-omega for værterne. Derfor bliver de luftet tre gange om dagen - én ad gangen for de skulle jo nødig komme op at slås. -Vi kan jo ikke aflevere hunde tilbage med huller i, siger Thorbjørn Larsen og griner. Thorbjørn Larsen er blevet opflasket med hunde, for hans mor har en kennel, og derfor fandt han det også naturligt at lave en hundepension i sin egen lade. Det er imidlertid ikke et fuldtidsjob for hverken Thorbjørn eller kæresten Katrine. - Jeg er landbrugsuddannet og tager blandt andet ud som husbondafløser, og Katrine er netop blevet færdig med HHX, forklarer Thorbjørn Larsen inden han skynder sig tilbage til det hårde arbejde i ferieparadiset.