Firkantet samfundssyn

LEDER "Flyafgift rammer storbyerne og i den forstand overklassen"

EMNER 30. november 2011 05:00

Ude på landet bor de forarmede, fortvivlede og fortabte. Overklassen, derimod, holder til i storbyen. Underdanmark ude på landet, Overdanmark inde i storbyen. Lidt firkantet betragtet? Ikke desto mindre er det sådan, verden og virkeligheden ser ud for det aalborgensiske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S), når han skal argumentere for at skifte den stærkt udskældte NOx-afgift ud med den i virkeligheden ikke meget mindre udskældte flyafgift. Argumentet lyder som så: "NOX-afgiften rammer de ufaglærte i Udkantsdanmark. Flyafgift rammer storbyerne og i den forstand overklassen, så der er også et lighedsperspektiv. Det er ikke medarbejderne på Portland, der ligger og flyver hver uge". I sig selv vil det nok undre en og anden økonomisk hårdt ramt beboer i det indre København - og hvem ved, måske også i det indre Aalborg - at de uden videre og alene i kraft af deres adresse bliver betragtet som overklassen og derfor godt kan have råd til at betale ekstra for at rejse med fly. Som om overklassen og kun overklassen benytter sig af fly - og dét i en tid, hvor der langt om længe er skabt ordentlige konkurrencevilkår for flyveture mellem eksempelvis Aalborg og København. Overklassen i storbyen kan måske glæde sig over, at Rasmus Prehn kæmper de ufaglærtes kamp på Aalborg Portland - men hvorfor ikke kæmpe for virksomheden som sådan, når den nu er så vigtig, ikke bare for landsdelen, for som hele landet, i stedet for at udtænke alle mulige økonomiske hindringer, der kun kan friste ejerne til - som så mange andre - at søge andre steder hen? Umiddelbart ser Rasmus Prehns kamp imidlertid ud til at være tabt, for hos de øvrige socialdemokrater og SF er der ingen tøven, når det gælder NOx-afgifter. Men hvad skal vi også med arbejdspladser her i Danmark, når vi kan nøjes med at låne penge til velstand og velfærd i andre lande. Det er jo egentlig gået meget godt for et land som Grækenland. Ikke?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...