Firma i shitstorm: - Der er sket en fejl

Fik ikke kontrolleret rengøring af sommerhus i Saltum

Lars Termansen
Ubestemmeligt snavs på væggen. Privatfoto
Saltum 11. juli 2016 17:38 - Opdateret 11. juli 2016 18:46

SALTUM: Udlejningsfirmaet Novasol erkender fejl i udlejning af et sommerhus i Saltum, der har skabt en shitstorm på Facebook.

Sabine Teichert og Morten Møldrup fra Augustenborg fik sig en overraskelse, da de lørdag ankom til et sommerhus på Koral Rev i Saltum. Indvendigt var huset temmelig beskidt. Skimmel i stort set samtlige vindueskarme, hår og nullermænd i krogene, og det dryppede med madfedt fra emhætten. Desuden sad en stikkontakt løs i børnehøjde.

- Vi erkender, at der er sket en fejl. Den forrige lejer skulle selv gøre huset rent, og vi fik ikke kontrolleret, om det var gjort. Derfor kom de nye lejere til et hus, som ikke var rent, hvilket vi selvfølgelig beklager, siger direktør Anders Pii, Novasol.

Lars Termansen
Denne madras er godt brugt. Privatfoto

Medarbejder-svigt

Han tilføjer, at det var svigt fra en medarbejder, der var årsag til situationen, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvilke konsekvenser det får for pågældende. Men der vil blive strammet op, lyder meldingen.

Sommerhuset i Saltum blev mandag skrubbet og skuret, og løse/manglende dele er udbedret.

Desuden har Novasol refunderet de godt 10.000 kr., som familien havde betalt for at leje huset.

Lars Termansen
Stort set alle hjørner i vindueskarmene var grøn-sorte af skimmel. Privatfoto

Ingen erstatning

For Sabine Teichert og Morten Møldrup har det været en yderst skuffende oplevelse, der stort set har spoleret ferieturen til Nordjylland. Ikke mindst er de kritiske over for Novasols håndtering af sagen. Derfor valgte de i weekenden at lave et opslag på Facebook, der er delt af mere end 20.000 brugere.

- Vi er normalt ikke sådan nogen, der lægger en masse ting på Facebook og brokker os over det ene og andet, men det her, synes vi, var for meget, bemærker Morten Møldrup.

I det daglige driver han et elektrikerfirma, og derfor kender han alt til, hvad god - eller dårlig - service kan afføde af kundereaktioner.

Som han ser sagen, kunne Novasol have undgået en masse bøvl, hvis firmaet havde erkendt, at der var noget galt, handlet derefter og lukket sagen med et passende plaster på såret.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...