Firma solgt til søn og svigerdatter

Efter 42 år som aktiv maler, har Flemming Jensen, 61 år, valgt at lægge penslen.

Lisbeth og Flemming Jensen stopper, men sønnen og svigerdatteren Michael og Kai, tager over. Privatfoto

Lisbeth og Flemming Jensen stopper, men sønnen og svigerdatteren Michael og Kai, tager over. Privatfoto

Firmaet er overdraget til søn og svigerdatter, Kaia og Michael Rembrandt. - Hvis nogen synes det navn lyder bekendt, så var det en hollandsk kunstmaler, der også har båret dette navn. Michael Jensen er udlært i firmaet, som han har været en del af i 24 år. Kaia Rembrandt, der er udlært i malerfirmaet Bent Pedersen, Aalborg, blev ansat for tre år siden. Flemming Jensen har drevet firmaet JK Malerne i 27 år. Han er udlært hos malermester Svend Bast Andreasen, men var i nogle år i malerfirmaet Svend Jørgensen, hvor han stoppede, da han blev selvstændig. For 20 år siden købte han Svend Bast Andreasens forretning. I dag er der syv ansatte hos JK Malerne, der flytter adresse til Georg Rygaards Kvarter 8 i Brønderslev. Michael Rembrandt har indrettet lager og værksted i en del af ejendommen. Værkstedet er netop flyttet fra Flemming Jensens adresse på Vintervænget til Georg Rygaards Kvarter. Flemming Jensens hustru, Lisbeth, stopper 7. juli. Hun har stået for kontor og bogholderi. Dette arbejde overtager Kaia. Kaia og Michael Rembrandt vil føre firmaet videre på samme måde. - Omkring 40 procent af vore opgaver er private, mens 60 procent har været offentlige, fortæller Flemming Jensen. JK Malerne har specialiseret sig i sprøjtespartling, også for andre firmaer. Kaia har en meget kreativ hånd, så hun udfører også vægmalerier - både naturalistiske og abstrakte. For Lisbeth og Flemming Jensen bliver der nu tid til de opgaver, der ikke har været så meget tid til. - Vi har foruden vore to børn, fire børnebørn. Flemming Jensen får nu mere tid til sin hobby - at bygge og flyve med modelfly. Flemming Jensen er i bestyrelsen for Møllegården ved Hallund. Naia og Michael Rembrandt har netop besøgt Nordsjö, hvis maling JK Malerne benytter.