Firma tilbyder rabat og truer med retten

- Vi har aldrig lovet en kunde noget

København 1. september 2005 06:00

KØBENHAVN: Et af de annoncefirmaer, der har kastet sig over JP Stilladser i Farsø, er firmaet Dansk Tele Support A/S. Det københavnske firma driver IT Fagregistret - et internetbaseret opslagsværk. I August underskrev Jørgen Wenzelsen to ordrebekræftelser på optagelse i registret under to kategorier, nemlig under brancherne tømrer og stilladser. Ifølge Jørgen Wenzelsen var han blevet lovet to annoncer mod en annonces pris på 7470 kroner. I dag hænger han på to regninger på det dobbelte tilsammen. Indtil videre har han nægtet at betale. Dansk Tele Support tilbød tirsdag skriftligt og i går telefonisk JP Stilladser en ordning, hvorefter Farsø-firmaet fik 30 procents rabat, så den samlede regning ville blive nedskrevet til 10.458 kroner. Tilbuddet gælder til i morgen, fredag. Samtidig henledte firmaet Jørgen Wenzelsens opmærksom på, at en eventuel retssag i tilfælde af manglende betaling skal føres i København - henved 400 kilometer fra Farsø. - Har vi en kunde, der er utilfreds med os af den ene, den anden eller den tredie årsag, prøver vi kort og godt at give en kontantrabat for derved at opnå en mere tilfreds kunde, siger Dansk Tele Supports ansvarlige for kundeservice, Lasse Schou. Anmeldt for bedrageri Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen optræder Lasse Schou også som administrerende direktør for virksomheden. Samme titel har han i virksomheden IT Support Danmark A/S. I 2003 anmeldte Håndværksrådet sidstnævnte firma til politiet for bedrageri. Det skete blandt andet på basis af stort set enslydende redegørelser fra 25 virksomheder, der alle følte sig ført bag lyset af IT Support Danmarks forretningsmetoder. Ifølge Håndværksrådet er sagen fortsat under behandling ved Københavs Politis bedrageriafdeling. Reklameværdi lig nul I forbindelse med en retssag mod firmaet vurderede en skønsmand fra reklamebranchen den markedsføringsmæssige værdi ved at stå i IT Support Danmarks register til et rundt nul. Altså langt mindre end det pæne fem-cifrede beløb, som den pågældende kunde havde betalt for ydelsen. - Det er selvfølgeligt beklageligt, at man sætter værdien til et stort nul, idet jeg personligt har brugt meget tid på det, og vi har en it-afdeling, der dagligt arbejder på at optimere produktet. Men jeg vil også sige, at vores sælgere sammen med vores virksomhed aldrig på noget tidspunkt har lovet en kunde noget som helst netop på baggrund af, at det jo er meget tilfældigt, hvor meget en annoncering kan give, siger Lasse Schou og tilføjer, at det afhænger af, hvad man betaler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...