Firmabilen sviner

Brændstofforbruget er på grund af hurtig kørsel 36 pct. højere end hos privatbilister

For de almindelige mennesker, der dagligt kører på motorvejene, er det ikke et særsyn at blive blinket væk fra overhalingsbanen af en mobilsnakkende sælger i en VW Passat eller en Ford Mondeo. At der ikke er tale om en ren tilfældighed, vidner en netop offentliggjort undersøgelse fra et af landets største leasingselskaber ADL Automotive. De alt står bag udlejningen af 12.000 firmabiler, der i gennemsnit tilbagelægger 33.000 km på de danske veje. Firmabilerne er typisk Ford Mondeo eller Citroën C5. Når disse biler køres af private mennesker er brændstoføkonomien omkring 15 km/l. Men når der kommer en person bag rattet, der har den som firmabil, så sker der noget med kørestilen. Så bliver den aggressiv og farten sættes så meget op, at brændstofforbruget stiger og bilerne i gennemsnit kun kører 11 km/l. På baggrund af virksomhedens egne tal for brændstofforbrug og antal kørte kilometer i deres udlejningsbiler konkluderer ADL Automotive, at hvis alle 350.000 biler, der kører som firmabil i Danmark, opfører sig som de 12.000 biler ADL står for udlejningen af, kunne der samlet spares brændstof for 3,4 mia. kroner om året, blot ved at lette presset på speederen. Men hvorfor gør firmabils ejerne det så ikke? Adm. Direktør Tim Albertsen siger: - Firmabilister ser ikke deres benzinregning og har derfor svært ved et forholde sig til, hvor meget brændstof de bruger. De beskattes jo af bilerne uanset hvor meget brændstof de bruger, siger han. Hos FDM bekræfter man, at firmabilerne generelt kører hurtigt og dermed bruger mere brændstof. FDM efterlyser derfor en firmabilsbeskatning, der kunne animere firmabilsejerne til at spare på brændstoffet.