Firmabilfidusen flopper

Nye undersøgelser viser, at det ofte kan betale sig at købe bilen selv

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dieselbiler er sagen, hvis du køber din egen bil og bruger den til firmakørsel. Bilpriser.dk’s undersøgelse viser, at det bedst kan betale sig at købe en Citroën C4 1,6 HDI.

Kører du rundt i firmabil, er der god grund til at regne ud, om det overhovedet er så god en forretning, som du tror. I virkeligheden kan det ofte bedre betale sig at købe en bil selv og der-efter modtage kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren. Det viser to nye undersøgelser, der er uafhængig af hinanden dokumenterer, at det især kan betale sig at købe en mindre dieselbil selv. Det kan i sidste ende give en besparelse på over 2000 kroner hver måned. Organisationen, Business Danmark, der repræsenterer 28.000 sælgere, har regnet på 10 konkrete bilmodeller. Konklusionen er, at Skoda Octavia 1,9 TDI er billigst at eje selv. Kører du 35.000 km om året for firmaet og 13.000 privat, sparer du 2154 kr. ved at indkøbe vognen selv. Selv om du kun kører 20.000 kilometer erhvervskørsel og 10.000 kilometer privat om året, er det også store besparelser. Det viser den årlige firmabilanalyse fra vurderingsfirmaet, Bilpriser.dk, som har regnet ud, at Citroën C4 1,6 HDI kan give en besparelse på 2301 kroner om måneden, hvis du ejer den selv. Ideen er, at du selv modtager den skattefrie kørselsgodtgørelse på 3,30 kroner kilometeren frem for at blive beskattet med 25 procent af firmabilens værdi i en firmabil. Forklaringen på, at medarbejderen kan spare så mange penge er, at udgiften til skatten af den frie firmabil ofte overstiger udgiften til den samlede kørsel, efter du har modtaget den skattefrie kørselsgodtgørelse. Så er det private kørselsbehov lavt og firmakørslen høj, kan selv en Audi A4 1,9 TDI til 420.000 give en besparelse på 720 kroner om måneden, hvis du køber den selv. - Det er klart, at en dieselbil ender helt i top i analysen. Dieselbilerne beskattes hårdt på grund af den høje nypris, selvom de har en relativt lav udgift pr. kilometer. - Med en dieselfirmabil beskattes du altså ekstra af en teknologi, som du ikke selv har den økonomiske fordel af. Ejer du derimod selv bilen, får du pludseligt fuld valuta for de lave driftsudgifter, fortæller Niels Grøftehauge, der er markedsanalytiker hos Bilpriser.dk.