Firmaer dropper sommerferielukning

KØBENHAVN:Virksomheder dropper i stigende grad at holde lukket i industriferien. I stedet opretholdes produktionen ved hjælp af vikarer, skriver industriens dagblad Idag. Den stigende globale konkurrence betyder, at virksomhederne ikke har råd til at holde lukket i tre uger om året, hvis man også vil fastholde sin konkurrenceevne, og personalejuridisk chef i Dansk Industri Anne Windfeldt Trolle siger, at industriferien som begreb er på vej ud af virksomhedernes bevidsthed. - I dag skal virksomhederne konkurrere på det globale marked, og de kan altså ikke tillade sig at holde tre uger fri, hvis de skal overleve den konkurrence. Anne Windfeldt Trolle fremhæver de fleksible danske overenskomster som en del af årsagen til, at det er muligt at fortsætte produktionen på et tidspunkt, hvor der for 20-30 år siden var helt lukket. En af de virksomheder, som har besluttet at droppe ferielukningen fra næste sommer, er Lindøværftet, som ejes af A.P. Møller Mærsk. Administrerende direktør Torben Anker Sørensen siger, at det er for dyrt for værftet at holde lukket i sommerferien. - Fordelen er, at kapacitetsudnyttelsen stiger, og det er alfa og omega i enhver fabrik. Vi har et godt marked lige nu, og så gælder det om at smøge ærmerne op. Der er stor efterspørgsel, så hvis vi kan skrue op for tempoet og få mere hurtigere gennem fabrikken, så er alle glade, siger Torben Anker Sørensen til Ritzau. Det er nemlig fuld fart frem for den globale skibsfart i disse år, og det kan mærkes på skibsværfterne, hvor ordrebøgerne er fyldt adskillige år frem i tiden. Derfor søger Lindø lige nu 150 timelønnede arbejdere og 25 ingeniører. Det voksende behov for vikarer i sommerperioden giver travlhed på vikarbureauerne. Nicolai Henum, marketingchef i vikarbureauet Adecco, siger til Idag, at bureauet helt klart mærker, at der de seneste år er hentet flere vikarer ind til dækning af sommerferien. - Normalt begynder man at drosle ned, når vi nærmer os ferien, men det mærker vi ikke i år, siger Nicolai Henum. Han mener også, at tendensen med, at virksomhederne ikke lukker i sommerferieperioden, er en indikator for, at der er opsving på vej. /ritzau/