Firmaer kan vokse i ny bygning

Iværksættere er klar til at rykke ind i den ny udviklingspark

BRØNDERSLEV:Der er fem firmaer, der er parat til at rykke ind i Brønderslev Udviklingspark, der ventes at stå klar 30. marts. Det fortæller direktør Bente Albeck-Madsen fra Brønderslev Udviklingspark. Fire af firmaerne er kendte. Det er bogføringsfirmaet BVN, edb-firmaet Visanti, patenteringsbureauet Plougmann og Vingtoft samt rådgivningsfirmaet Karen Vejby. Det femte firma ønsker ikke at stå frem. Der er 670 kvadratmeter administration og 1200 kvadratmeter produktions- og lagerlokaler i bygningen. Det er murerfirmaet Mogens Jensen, Brønderslev, der opfører huset. Bente Albeck-Madsen siger, at det skal være et levende hus, der sprudler af liv, og som giver inspiration til de virksomheder, der kommer i huset. - Det skal være et hus, der signalerer, at det er godt at være iværksætter i Brønderslev, siger Bente Albeck-Madsen. Underleverandørerne er Wahlbergs Efterfølger, der udfører VVS- og ventilation, Kruse & Mørk, der udfører el-installationer, JK-Malerne samt papfirmaet STS, Støvring, og en række andre underleverandører. Byggeteknisk rådgiver i projektet er Asger Lund fra JPH Rådgivning i Dronninglund, Formand for Fonden Brønderslev Udviklingspark, Benny Balle Jensen, fortæller, at udviklingsparken skal øge dynamikken i erhvervsudviklingen i Brønderslev.