Hirtshals

Firmaets mænd og kvinder brugte bolden med skiftende succes

Hirtshals Boldklub gav bolden op til første etape af den årlige firma-dyst

HIRTSHALS:Svedes der i samme mængder bag skriveborde og ved transportbånd - eller, hvor man nu opholder sig på sin arbejdsplads - som tilfældet var lørdag og søndag i Hirtshals Idrætscenter, må en række arbejdsgivere i Hirtshals og omegn være svært tilfredse med deres medarbejderes iver og produktivitet. Firmaets mænd og kvinder sled og kæmpede således bravt for deres virksomheds ære og værdighed, da Hirtshals Boldklub i weekenden tog hul på årets udgave af firmafodbolden. Falck trak - Alt er gået efter bogen, lød beskeden fra speaker Kurt Christensen, turneringsudvalget, i går eftermiddags, hvor første del af turneringen så småt lakkede mod enden. Den melding stemte meget godt overens med, at weekendens 86 kampe hverken resulterede i brækkede lemmer, røde kort eller de store overraskelser på pointtavlen - sådan var billedet i hvert fald en times tid før, sidste kamp blev spillet. - Vi er fire hold mindre end sidste år, men det skyldes blandt andet, at der er nogle fabrikker, som har fyret folk, fortalte Kurt Christensen, der påpeger, at turneringen ikke er ramt af krise på nogen måde. Han hæfter sig blandt ved, at der i år er mange nye hold med, eksempelvis Falck, som ganske vist ikke klarede sig videre i turneringen, men deres deltagelse har til gengæld trukket en del tilskuere. 54 hold har været tilmeldt turneringen i år. Overskud Kurt Christenen regner med, at turneringen traditionen tro vil score et overskud i størrelsesordenen 15.000 kroner til boldklubben, men nu gælder det først og fremmest om at få afviklet resten af kampene. Nu på søndag skal der afvikles yderligere 40 kampe, mens der er finaler lørdag 1. februar.