Fiske-fakserier på toppen af Danmark

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rødtungefilet i en lidt anden udgave, end anmelderen fik den, nemlig smørbagt med forårsgrønt og hvidvinssauce.

Det lader sig næppe gøre at være mere heldige, end vi er denne lørdag aften sidst i juni: Sommeren viser sig fra sin absolut smukkeste side, kajen genlyder af latter, og der er i den grad dømt ferie ved Skagen havn, hvor sejlere slikker sol på bådene, mens andre nyder kølige drinks på cafeerne. Således er der også godt fyldt op i nederste del af det nænsomt restaurerede Pakhuset, hvor havnecafeen holder til. Men vi har reserveret bord på 1. sal, i selve fiskerestauranten. Stuvende fuldt Vi kommer tidligt og er kortvarigt de eneste gæster - snart er der stuvende fuldt. Vi bliver venligt gelejdet hen til en plads ved vinduet og kan nyde udsigten ned over havnen gennem de hvidmalede, småsprossede vinduer. Pakhuset er en fryd for øjet både ud- og indvendig. Fritliggende hanebjælker, hvidmalede trævægge og trægulve bidrager til at skabe et let og lyst lokale, hvor den iøjnefaldende samling af galionsfigurer i varierende størrelser ikke tynger. Dette selv om der er 42 i alt med en vægtklasse op til 300-400 kilo! Samlingen hang oprindelig på det længst hedengangne Skagens Hotel, hvis ejer Ludvig Emil Andersen opkøbte figurerne på strandingsauktioner. Nu vækker de berettiget opsigt i Pakhuset. Bordene er dækket indbydende op med hvide stofservietter, levende lys og store, friske røde roser. Og stolene: Ja, dem står Wegner bag, og de er umanerligt behagelige at sidde i. Overskueligt menukort Udvalget består nemlig af en ugemenu med fem retter, men man kan også vælge færre. Som navnet antyder, skifter menuen hver uge, for køkkenchef Jens Thomsen sammensætter menuen på basis af det aktuelle udbud på fiskeauktionen. Vi beslutter os for hele udtrækket, altså fem retter (425 kr.) Knap så hungrige kan nøjes med tre retter (350 kr.) eller fire retter (390 kr.) Hovedretten er valgfri: kød eller fisk. Min medspiser foretrækker oksemørbrad, mens jeg følger fiskestimen. Mange gode hvidvine Vinkortet er ganske omfangsrigt og imponerer især med sit store udvalg af hvidvine, men det ér jo en fiskerestaurant, og så foretrækker de fleste at drikke hvidt. Vi vælger en Pinot Gris, Bestheim Reserve 2008 (300 kr.) til at ledsage fiskeretterne. Vores tjener anbefaler desuden Tommasi 'Ripasso' Valpolicella, Veneto 2008 (360 kr.), lagret 24 måneder på fad, som kan binde an med både kød og fisk. Vi indleder med en aperitif - et glas champagne fra Nicolas Feuilatte (65 kr.), tørre og frugtrige bobler, som passer til en sommeraften som denne. Samtidig kommer en karaffel isvand samt brød og smør på bordet. I fisk Brødet er meget lækkert - hjemmebagt med sej krumme og sprød skorpe, og smørret er bemærkelsesværdigt velsmagende. Tjeneren fortæller, at det er ganske almindelig lurpak rørt op med sydesalt, et godt tip til de hjemlige køkkenregioner. En lille appetizer bestående af et stykke røget tun med frisk grønærtepuré er første trin på den kulinariske stige og lover godt for aftenen. Så følger menuens første ret: sesamristede kammuslinger på bund af pasta tagliolini og kryddersmør. Uhhh - det er bare for lækkert Hold da op, hvor er de gode, de kammuslinger: De kan ellers være en fersk, intetsigende oplevelse, men på Pakhuset er de helt friske og faste, og det klæder dem at være vendt i sesamfrø, så de er sprøde. Selv medspiseren, som normalt ikke er til muslinger, overgiver sig. Båndpastaen, som er farvet sort med blæksprutteblæk, går fint i spænd med kammuslingerne. Det samme gør de soltørrede cherrytomater, løg og friskhakkede krydderurter. En meget lækker, smagsfortættet ret med Pinot Gris’en som glimrende, tør og afrundet ledsager. Næste ret er gratineret rødspættefilet, som serveres på en bund af sauteret, frisk spinat, ristede løgringe og sauce mornay. Igen er fisken så frisk, at man næppe ville undre sig, hvis den pludselig sprællede på tallerkenen, og den er tilberedt netop så tilpas, at de fine smagsnuancer får lov at udfolde sig. De kraftigt smagende løgringe 'drukner' ikke fiskesmagen, men supplerer den fint. Før næste ret får vi lige en 'ganerenser': en skefuld kærnemælkssorbet, som er let og syrlig og fuldfører sin mission. Lækre hovedretter Med smagsløgene således klaret er vi klar til hovedretterne. Min ledsager får sin grillede oksemørbrad, et pænt stykke kød, som ledsages af ristede kantareller, bønner, pommes Anna (skiveskårne kartofler i lag), rødvinssauce og masser af friskhakkede krydderurter. Bøffen er mør og saftig, stegt medium, hvilket heldigvis også er præcis den tilberedning, medspiseren foretrækker. Han blev ikke spurgt. Svampene har en fortættet, mørk og meget delikat smag, og den kraftige sauce får alle elementer til at gå op i en højere enhed. Begejstringen er udelt! Også min rødtunge er fremragende - igen friskfanget og med lækkert tilbehør i form af grøn tomatsalat, sprøde sennepsflager, fintsnittede grøntsager og hvidvinssauce. Hertil en skål saltdryssede nye kartofler, kogt perfekt. Masser af smag De grønne tomater har masser af smag og er en godt tænkt variation over det gængse tilbehør til fisk. Medspiseren er begejstret for sin ripasso. Ripasso er betegnelsen for Valpolicella-vin, som har fået en tur i Amaronefadet, hvor den går igennem anden gæring, og de vellykkede af slagsen er varme og fyldige. Det gælder også denne, som er fløjlsblød og dejlig til bøffen. Jeg er enig i vinens kvaliteter, men synes på den anden side, at den er for overvældende til fisk. Derimod gør den sig glimrende til osten, som er næste ret. Vi får et par pæne stykker St. Albray, en blanding af fransk hvidskimmel- og rødkitost med tilbehør af syltede nødder, syrlig æblesalat og smørristet rugbrød. Osten er blød og moden, og komponenterne står fint til hinanden. Aftenens sidste ret er meget passende også det søde punktum: danske jordbær med sød, sprød flage, citronmelisse og vaniljeiscreme. Jordbærrene er søde og modne og den hjemmelavede is frisk og luftig - kun flagen, en slags kiks, er blød og kedelig og egentlig ganske overflødig. Kompetent personale Aftenen igennem har det travle og kompetente personale imponeret os med sin tålmodighed. Således har et stort selskab af nordmænd og -kvinder ved siden af os gjort sit til at holde tjenerne beskæftiget, ligesom støjniveauet stiger mærkbart efterhånden, som det fra begyndelsen ret 'pyntede' selskab går om bord i mad og - især - vin og ender pænt overrislede. Det tackler personalet kyndigt og aldeles fredsommeligt. Tæt på fem stjerner Når aftenens gastronomiske regnestykke skal gøres op, må navnlig aftenens tre første retter fremhæves. De var af høj standard med masser af kreative og elegante finesser og kandiderede kraftigt til fem gafler. Selv om der intet kan siges de to sidste retter på, var de alligevel af mere 'gennemsnitlig' karakter. Derfor lander vi på fire velpudsede gafler for det samlede indtryk og en regning på 1.575 kr. Vi vender hellere end gerne tilbage til Pakhuset. Pakhuset Fiskerestaurant & havnecafé Rødspættevej 6 9990 Skagen Tlf.: 98 44 20 00 www.pakhuset-skagen.dk Åbningstider: 1. maj-30. september: alle aftener fra kl. 18, 1. oktober-30. april: fre-lør fra kl. 18