EMNER

Fiskeauktion jagter rekord

Hanstholm Fiskeauktion er tæt på en halv milliard kroner i årsomsætning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Fremgangen skyldes en kombination af stigende priser og efterspørgsel efter fisk. Samtidig er fiskerne virkelig blevet gode til at sikre, at kvaliteten er i top, siger auktionsmester Jes Holm Sørensen. Foto: Peter Mørk

- Det skal da gå meget galt, hvis ikke vi kommer op på en omsætning på en halv milliard kroner, når året er omme. Det siger auktionsmester Jes Holm Sørensen fra Hanstholm Fiskeauktion. Målt i kroner er fiskeauktionen på nuværende tidspunkt 10 procent foran budgettet og målt i tilførsler er man foran med fem procent. En omsætning på en halv milliard kroner ville være rekorden for Hanstholm Fiskeauktion. Jes Holm Sørensen glæder sig - selvsagt - over fremgangen, og han roser især fiskerne for fremgangen. - Fremgangen skyldes jo en kombination af stigende priser og efterspørgsel efter fisk. Samtidig er fiskerne virkelig blevet gode til at sikre, at kvaliteten er i top, siger auktionsmesteren. Også kendsgerningen, at en række danske fiskearter tidlige på året er blevet miljøcertificeret har spillet en rolle, påpeger Jes Holm Sørensen. Formanden for fiskeeksportørerne i Hanstholm, Carsten Beith fra Fonfisk, er positiv over den højnede kvalitet og de øgede landinger. Han erkender dog, at det for tiden er svært at tjene penge på eksporten. - Den uro, der i øjeblikket er på de finansielle markeder på grund af nogle sydeuropæiske lande, den mærker vi. Og der skal ikke så meget overudbud af fisk til, før markedet bryder sammen. Det oplevede i fredags, hvor markedet faldt sammen, siger Carsten Beith. Han vurderer dog, at hvis der atter kommer ro på markederne, så kan der igen tjenes gode penge på eksporten af fisk.