Fiskedag på Boldrup Museum

Mange aktiviteter i relation til lystfiskeri i løbet af søndagen

Naturvejleder Gert Rubæk viste i fjor deltagerne, hvordan en fisk skal klargøres. Arkivfoto: Jens Morten

Naturvejleder Gert Rubæk viste i fjor deltagerne, hvordan en fisk skal klargøres. Arkivfoto: Jens Morten

For andet år i træk deltager Boldrup Museum i det landsdækkende arrangement lystfiskeriets dag. Det foregår i år søndag 18. maj, hvor interesserede inviteres til en hyggelig dag på museets område. Aalestrup Lystfiskerforening stiller op med 20 gratis fiskekort til deres del af den nærliggende Simested Å. Som noget nyt stiller Viborg Sportsfiskerforening også med 20 gratis fiskekort, så på dagen kan deltagerne faktisk fiske i stort set hele Simested å uden at skulle have tegnebogen frem af gemmerne. På selve museumsområdet vil der i løbet af søndagen også være en række aktiviteter med relation til lystfiskeri. Blandt andet er der mulighed for at lære at binde fluer under kyndig instruktion, fremstille forskelligt fiskegrej, røge egne ørreder eller lære at kaste med flue ud over selve muligheden for en fisketur i Simested Å.