Fiskefabrik i Skagen erklæret konkurs

Formand for bestyrelsen håber på, at bankerne vil tillade en fortsat produktion. 70 ansatte er i fare for at miste deres arbejde på Pelagic Skagen A/S.

En af landets mest moderne fiskefabrikker Pelagic Skagen A/S er gået konkurs. Det bekræfter formanden for bestyrelsen advokat Aksel Groth fra Skagen, der onsdag formiddag var på vej til skifteretten i Hjørring med bestyrelsens konkursbegæring. - Virksomheden har aldrig kørt med overskud i de tre år, den har eksisteret. Der har været forhandlet med investorer om at overtage fabrikken, men aktionærerne ville ikke være med. Derfor så vi som bestyrelse ikke anden udvej end at erklære virksomheden konkurs, forklarer Aksel Groth. På en generalforsamling 13. januar forsøgte bestyrelsen at få aktionærerne til at acceptere et tilbud fra nye investorer, men man kunne ikke få 2/3 flertal for forslaget, som derfor faldt. Håber fabrik kan fortsætte - Nu håber vi at den nye kurator kan fortsætte forhandlingerne med investorgrupper, så fabrikken kan fortsætte. Det er i følge Aksel Groth pengeinstitutter, som har penge i klemme og skal afgøre, om man vil lade produktionen af sild fortsætte på trods af konkursen. - Indtil videre kører fabrikken, fordi vi har et varelager, som skal forarbejdes. Sildene skal syrnes for ikke at gå til spilde, forklarer bestyrelsesformanden. Pelagic Skagen A/S opstod i 2007 som en fusion mellem to gamle fabrikker P. Athonisen og Havfisk. Det er blandt andet herfra aktionærerne kommer. Desuden tæller kredsen fiskeskippere og aktionærer fra to tyske firmaer. Pelagic Skagen A/S har for tiden cirka 70 ansatte, fordelt på 55 stillinger i produktionen og 15 funktionærstillinger. De ansatte blev informeret af bestyrelsesformanden tirsdag morgen og gik derefter til møde med deres fagforeninger.

Forsiden