Fiskeindustri

Fiskeindustri indskrænker

Læsø Fiskeindustri A/S lukker i midten af februar afdelingen i Hvide Sande.

LÆSØ:Direktør Søren Larsen, Læsø Fiskeindustri, oplyser, at beslutningen er truffet, fordi der i dag landes væsentlig færre hummere i Hvide Sande, end der gjorde, da afdelingen blev etableret i 2001. - De første år blev der landet mellem 500 og 600 ton dybvandshummer årligt. Det var tilstrækkeligt til at beskæftige de mellem 12 og 14 medarbejdere, der har været på fabrikken. De seneste år er der imidlertid sket store ændringer i fiskeflådens størrelse og i de primære arter, der landes i Hvide Sande. I fjor blev der således kun landet 100 ton dybvandshummer fra primært en enkelt leverandører til fabrikken. Der skal mindst 300 ton til, for at der er en fornuftig produktion. - Vi har derfor haft store omkostninger ved at transportere cirka 200 ton hummere fra andre havne til Hvide Sande. Når vi skal transportere hummerne på lastbil, er omkostningerne stort set de samme, uanset om vi skal køre dem til Hvide Sande eller til vores fabrik i Skagen eller den på Læsø, og derfor har vi valgt at lukke helt i Hvide Sande, siger Søren Larsen. Læsø Fiskeindustri har afhændet fabriksbygningen til en anden fiskeindustri på Hvide Sande Havn.