Fiskeindustri

Fiskeindustrien føler sig svigtet

Regeringen efterlader hvert år 65 mio. kr. i EUs fiskerifond og forpasser chancen for nye job

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

DANSK FISKEINDUSTRI går glip af store millionbeløb i støtte fra EU, fordi regering ikke vil bidrage. Det skaber frustration i branchen. Arkivfoto

Regeringen forsømmer muligheden for at skabe vækst, arbejdspladser og eksportindtægter i den danske fiskeindustri, mener branchen, der har rejst problemet overfor både erhvervsminister Lene Espersen (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og Folketingets Finansudvalg. Frem til 2013 kan Danmark hvert år hente 166 millioner kroner i støtte fra Den Europæiske Fiskerifond (EFF), men det vil regeringen ikke. Den samlede forbejdsningsindustri - Dansk Fisk, Danmarks Fiskeri- og Eksportforening og Konservesforeningens Arbejdsgiverforening, er stærkt utilfreds med, at regeringen med udspillet til finanslov for 2010 fortsætter dette års besparelser i den danske stats bidrag til EFF. - Fremfor at gribe muligheden for en billig dansk krisepakke til gavn for danske yderområder, herunder Nordjylland, efterlader man hvert år 65 millioner kroner i EU, påpeger chefkonsulent Christian Eskelund-Hansen fra Dansk Fisk under Dansk Industri. Over syv år efterlader regeringen en lille halv milliard kroner i EU. Det er en rigtig dårlig måde at spare på, mener han. EFF-midlerne kunne her og nu bidrage til at bevare og skabe job i blandt andet i den danske fiskeforbejdning, hvor eksporten er dykket 10-15 procent i år, siger han. Der er dog betingelser knyttet til støtten: Uden national medfinansiering ingen penge fra EU. Den danske stat skal selv bidrage med et tilsvarende beløb, og virksomhederne skal selv betale de 80 procent af investeringen. Uden støtte fra den danske stat ingen penge fra EU. Med den fordelingsnøgle, som regeringen har fastlagt for støtten til forbejdning og akvakultur, er der i år kun fire millioner til forarbejdningsindustrien. Sidste år blrev der på forarbejdningsområdet bevilget 27,76 mio.kr. - De fire mio.kr. er så lidt, at man slet ikke vil udbetale noget. 35 virksomheder har søgt en samlet støtte på 76 millioner kroner, men alle får afslag. Det er problematisk. Vi taler om en billig håndsrækning til en branche, der altså har demonstreret vilje til selv at investere flere hundrede millioner kroner, siger Christian Eskelund-Hansen. Branchen gør opmærksom på, at den slås med store kreditproblemer. Risiko for udflagning Direktør Kaj Schlie fra fiskeindustrien Brdr. Schlie i Hirtshals, advarer regeringen om, at virksomheder riskerer at flytte ud af landet, f.eks. til Tyskland, hvor støtten er højere og arbejdskraften billigere, og flere er langt fremme med planlægningen. Støtten handler også om at gøre en omkostningstung dansk industri mere konkurrencedygtig. - Det er klart, at regeringens holdning er med til at bremse udviklingen herhjemme. Vi har hos os haft nogle planer om at investere i øget forarbejdning, men har foreløbig lagt projektet på hylden, siger han. Brdr. Schlie har i tidligere nydt godt af fiskerifonds-støtte, som har været med til at skabe nye job i Hirtshals, oplyser han.