Fiskeindustri

Fiskemelsfabrik lejer ny kontorbygning

Hvorfor bygge selv, når man kan leje nøglefærdigt nyt i stedet

Poul Hundahl, tv., afleverer til april næste år en nøglefærdig kontor- og velfærdsbygning til direktør Peter Jensen, Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S, som bliver lejer i de nye faciliteter.Foto: Peter Mørk

Poul Hundahl, tv., afleverer til april næste år en nøglefærdig kontor- og velfærdsbygning til direktør Peter Jensen, Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S, som bliver lejer i de nye faciliteter.Foto: Peter Mørk

Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S har i lang tid haft brug for nye velfærdsfaciliteter, og ønsket blev ikke mindre i takt med, at det stod stadig mere klart, at den hidtidige velfærdsbygning er i vejen for tilkørslen af råvarer til fabrikken. Til april tager fabrikken en helt ny, to etagers bygning i brug. Den er på 400 kvadratmeter og rummer foruden nye velfærdsfaciliteter også kontor og møderum. Prisen på bygningen, der ligger lige foran fabrikkens hidtidige kontorudbygning med frit udsyn til havn og strand, er 4,5 mio. kroner. Byggeriet er lavet af PH-Rådgivning og Byg A/S, som ud over at levere et nøglefærdigt projekt designet til at opfylde de kommende brugeres behov også står som ejer af huset. - Huset er bygget på en lejet grund, som tidligere var del af fiskemelsfabrikkens lejemål, forklarer Poul Hundahl, PH-Rådgivning og Byg A/S. De første vægelementer blev rejst i denne uge, og til april er alt klar til, at fiskemelsfabrikken flytter ind i sit nye lejemål. Poul Hundahl forklarer, at konstruktionen er prøvet før, og at den fungerer, og adm. direktør Peter Jensen, Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S er enig. - Vi får en samlet løsning og dermed en bedre løsning, siger Peter Jensen. Inden beslutningen om at få de nye faciliteter på lejebasis blev truffet, havde fabrikken planer om at bygge selv. De var del af 2011-budgettet. - Men uanset modellen, er det færdige resultat det samme. Vi får en ny bygning, som vi har brug for - men på lejebasis, siger Peter Jensen, Bygningen vil i færdig form fremstå med en "rustik" overflade. I støbningen er vægelementerne lavet med fuger og fordybninger i overfladen. "Elefanthud", siger Poul Hundahl om indtrykket af facaden, der i færdig form skal stå med en ubehandlet grå overflade. - Bygningen vil fremstå mørk, men farven vil veksle i forskellige nuancer af mørk alt efter hvordan den påvirkes af vejret, siger Poul Hundahl og tilføjer, at det rustikke ydre er valgt også fordi det passer i omgivelserne.