Brønderslev

Fiskene kan sprælle i Ryå

50 lastbillæs grus har forbedret forholdene for fiskene og vandløbsdyr i Ryå-systemet

Udlægningen af de 500 kubikmeter grus klares med udlæggervogn, hvorefter gruset jævnes med maskine. Med GPS sikres det, at grusbunden etableres i det rigtige niveau. ?Foto: Limfjordsrådets sekretariat.
Udlægningen af de 500 kubikmeter grus klares med udlæggervogn, hvorefter gruset jævnes med maskine. Med GPS sikres det, at grusbunden etableres i det rigtige niveau. ?Foto: Limfjordsrådets sekretariat.

nordjylland: 500 kubikmeter grus, svarende til 50 lastvognslæs, er udlagt i Hallund Å for at forbedre vandløbet. Indsatsen er en af en række, der gennemføres i Ryå-vandsystemet i løbet af foråret. Det er Brønderslev Kommune der i samarbejde med Limfjordsrådets Sekretariat er i gang med at omsætte de statslige vandplaner til virkelighed.

I Hallund Å har fire vandfald ved Bjørnbækvej/Ørumvej indtil for nyligt udgjort en væsentlig spærring for fisk og andre vandløbsdyrs mulighed for at vandre frit.

Spærringen var en væsentlig årsag til, at vandløbet ikke har levet op til sit miljømål. Spærringen er nu fjernet og erstattet af 18 grusstryg, som skaber ideelle forhold for fisk, smådyr og planter.

At der er tale om et ganske betydeligt løft for vandmiljøet, ses af, at der er udlagt over 500 kubikmeter grus og sten i åen, svarende til halvtreds lastvognslæs.

Flere tilløb til Ryå forbedres

Hallund Å er bare et af en række vandløb der forbedres i Ryå-systemet i løbet af foråret. I alt gennemfører kommunen vandløbsforbedringer 14 steder, herunder også i Stubdrup Bæk, Lemb-Ørum Bæk og Mellerupgrøften.

- Forbedring af miljøforholdene i vandløbene stopper ikke her, fortæller Lars Nørgaard Bach, biolog og projektleder hos Limfjordsrådets sekretariat. Over de næste år skal der gennemføres flere projekter i Ryå-systemet for at genskabe vandløbenes varierede forhold, genåbne rørlagte vandløbsstrækninger og fjerne spærringer. Alt sammen for at skabe et godt miljø i vandløbene.

- I tillæg til de kommunale vandløbsprojekter kommer de frivillige projekter som Brønderslev Lystfiskeriforening hvert år gennemfører. Det er oftest projekter, hvor udlægning af grus og sten skaber egnede gydeforhold for ørreder og andre fisk.

Løft for vandmiljøet

- Baggrunden for de mange indsatser i vandløbene er, at miljøtilstanden ikke lever op til målene i vandområdeplanen. Vandløbsprojekterne i Ryå-vandsystemet giver et markant løft for både fisk, smådyr og vandplanter, fortæller miljømedarbejder fra Brønderslev Kommune, Thomas Mellergaard og fortsætter:

- Erfaringer fra andre projekter viser, at indsatsene ofte medfører flerdobling af ørredbestanden i de pågældende vandløb.

God dialog med lodsejerne

Brønderslev Kommune lægger stor vægt på at have en god dialog med de berørte lodsejere. I langt de fleste tilfælde er det muligt at lave projekterne, så de forbedrede miljøforhold ikke forringer afvandingen fra de vandløbsnære arealer.

I flere tilfælde forbedres afvandingen ligefrem, f.eks. når opstemninger fjernes sammen med de tilhørende stuvezoner.

Formand for Brønderslev Kommunes teknik- og Miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), glæder sig over gennemførelsen af de mange miljøprojekter, der er blevet til i samarbejde med lodsejerne.

Lystfiskeri og turisme

Indsatserne i Ryå-systemet bidrager, sammen med mange andre indsatser i oplandet til Limfjorden, til et bedre fiskeri i vandløbene og i Limfjorden.

Limfjordsrådet vurderer, at der er et stort uudnyttet potentiale for at bruge lystfiskeri som drivkraft for vækst på turismeområdet.

- Derfor står de også bag projekt Havørred Limfjorden, som netop skal skabe synergi mellem lystfiskeriet i Limfjorden og turisme.

- Kommunerne bruger rigtig mange ressourcer på at forbedre miljøet i vandløbene og i fjorden, og det giver god mening, at vi bruger det som afsæt til at skabe vækst i Limfjordslandet, udtaler formanden for Limfjordsrådet Jens Lauritzen V).

Man kan læse mere om projekterne i Limfjordens vandløb på www.Limfjordsraadet.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden