Hadsund

Fisker er ikke fundet endnu

} HÅB: Politiet havde i går fortsat ikke fundet den 55-årige fisker fra Hadsund, der har været eftersøgt siden tirsdag aften, hvor man fandt hans jolle kæntret i Mariager Fjord. Myndighederne har ledt efter manden både på fjorden og på landjorden, men altså fortsat uden resultat. - Efterforskningsmæssigt er der ikke mere at gøre, nu afhænger det af, om der kommer henvendelser fra nogen, der har set noget, hedder det fra vagthavende ved Hobro Politi. } MARKED: Folkene bag Veddum Sal har sat sig for, at der skal ske noget nyt i Veddum, og valget er faldet på at arrangere en markedsdag. Det sker i morgen, hvor der i hvert fald kommer 12 kræmmere, og hvor der er mulighed for at nyde både kaffe, kage og pølser, lover Leo Korsgaard. } FODSLAW: Hadsund Fodslaw tager i morgen på udflugt, og valget er faldet på Limfjordsøen Fur, hvor man planlægger at besøge øens nye bryghus og måske købe lidt. Af den grund, fremgår det af Fodslaws program, har man valgt at tage bussen med over til øen. Tanken er, at fodslawerne skal gå tværs over øen til færgen efterfølgende, men medlemmerne stilles i udsigt, at de kan tage den tur sammen med det indkøbte øl, altså i bussen. } KB: KB står måske nok for de fleste for Københavns Boldklub eller Bryghus, men i den lokale BMX-klub Dragon er initialerne synonyme med klubbens veteran K.B. Nielsen. Måske gælder det nu også for nogle københavnere, i hvert fald vandt KB suverænt i +40-klassen, da Dragon med fem kørere var en tur i hovedstaden for at indvi en nye bmx-bane, der nok er midlertidigt anlagt i Ørestaden, men så flot, at den alligevel gjorde hadsunderne lidt misundelige - men mest glade. Dragon-leden Henning Rose håber således, at banen kan betyde en generel fremgang for sporten. I øvrigt opnåede Dragon en andenplads ved landsholdskører Thomas Nielsen i et openclass-løb, samt finalepladser til alle på nær en uheldig, som styrtede.