Fiskere: Fredelige aktioner er måske ikke nok

Oprøret ulmer blandt danske fiskere, der frygter helt at miste deres levebrød

NORDJYLLAND:- Der er mange, som er frustrerede og gerne vil lave aktioner! Sådan lyder vurderingen fra en af de nordjyske fiskeriformænd, der i går deltog i en fredelig aktion i Thorsminde mod EU"s planer om markant lavere fiskekvoter og fiskedage på havet næste år. - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er mange, der gerne ser skrappere midler taget i brug, siger formanden for Strandby Fiskeriforening, Svend Erik Andersen, der selv tror på, at demokratiske midler bør være nok til, at fornuften kan sejre i EU. De lukker os Det er et forslag fra EU-kommissionen, som i går fik fiskere til at mødes i Thorsminde og i Antwerpen i Belgien. Her markerede de deres utilfredshed med, at EU planlægger dramatiske nedskæringer i de mængder af torsk og fladfisk, som fiskerne må fange fremover. - EU vil også skære vores antal af dage på havet ned. Og det gør det endnu sværere for os at få forretningen til at løbe rundt, fordi fiskernes økonomi i dag er meget anstrengt af tidligere nedskæringer, forklarer en anden fisker, Allan Jellesen fra Tornby ved Hirtshals. Biologer presser Sammen med flere end 10 nordjyske fiskere og yderligere 30 fiskere fra hele landet tog Allan Jellesen den 13 timer lange bustur fra Hirtshals til Belgien for at demonstrere sammen med både franske, tyske, engelske og belgiske fiskere - Det er jeg nødt til for at vise, at fiskerne står sammen om det her. For hvis EU får sin vilje, så har vi ikke noget at leve af næste år. Det er helt klart, siger Allan Jellesen. Fiskeriministrene fra alle EU-landene mødes i næste uge for at forhandle fiskeri-aftalen på plads. Og her vil de ikke kun være presset af vrede fiskere, men også af biologer der mener, at fiskebestandene står foran en udryddelse, hvis der ikke bremses kraftig op for fiskeriet nu.