EMNER

Fiskere mangler læreplads

Fiskerilærlinge over hele landet står endnu uden praktikpladser.

HANSTHOLM:Når et hold unge om fire uger er færdige med sikkerhedskursus på Fiskeriskolen i Thyborøn, mangler der praktikpladser til de fleste af dem. Der mangler i øjeblikket lærepladser over hele landet, både til dem, der starter på sikkerhedskursus nu og dem, der går i gang i løbet af de kommende måneder. Heller ikke seks unge, der var færdige med sikkerhedskursus for en måned siden, er heller ikke kommet videre med fiskeruddannelsen endnu, skriver Fiskeri Tidende. Konkret lyder vurderingen fra Thyborøn, at der mangler mellem 15 og 20 praktikpladser. En af grundene til de for få praktikpladser kan skyldes at mange fartøjsejere er usikre på fremtiden på grund af opkøb og sammenlægninger og derfor tøver med at melde sig som praktikplads. En anden forklaring kan være, at industrifiskeriet endnu ikke er startet op. Hanstholm har de senere år ligget i front med at tage fiskerilærlinge. Syv lærlinge er således lige nu i praktik på Hanstholmfartøjer.