Lokalpolitik

Fiskere og by kan vente et år

Ved borgermøde i Løkken Idrætshal var der stemning for en helhedsplan for molen og byen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stormene har også lavet bidemærker i vejen ned til Redningshuset, og affald samles.

Fiskerne og byboere i Løkken gav ved et velbesøgt borgermøde nærmest entydig støtte til Hjørring Kommunes forslag til en helhedsplan for byen. Også selv om den betyder, at en hårdt tiltrængt renovering af Løkken Læmole kan trække ud et år. - Det tror jeg fiskerne kan leve med, svarede Bøgil Nielsen, Løkken Fiskeriforening på et direkte spørgsmål fra borgmester Arne Boelt. Forinden havde borgmesteren sagt, at de yderligere skader, der er sket på læmolen på grund af den seneste tids stormvejr, vil blive udbedret. - Min tekniske direktør Andreas Duus siger, at det vil koste mellem 500.000 og 800.000 kroner at udbedre dem. Og udgiften ligger nok nærmere de 500.000 kroner den de 800.000, tilføjede han. Tanken om at lave en helhedsplan for strækningen fra læmolen og stranden op til byens torv kom i spil, da Kystdirektoratet tidligere i år overdrog den fortsatte vedligeholdelse af Løkken Læmole til kommunen sammen med en pose penge fra staten. For Hjørring Kommune er ikke juridisk forpligtet til at bruge posen på 12 millioner kroner på læmolen. Derfor arbejder Plan og Udvikling i kommunen med et udviklingsprojekt for Løkken, hvor pengene skal være med til at genere et lige så stort beløb fra Realdania, statens pulje til områdefornyelse og grønt vækst puljen. - Ansøgninger bliver sendt afsted i januar, og til foråret får vi en pejling på, om der er flere penge til at udvikle byen, fortalte planlægger Bettina Hedeby. En af grundene til den store renovering af læmolen må vente, er at Realdania har den holdning, at man ikke bevilger penge til projekter, der er startet. Bettina Hedeby understregede, at visionen for Løkken skal være noget, der rækker ud efter en udvikling med synlige resultater i løbet af nogle få år. Det synspunkt var der generel opbakning til i idrætshallen, hvor borgermødet blev holdt. Der var dog en enkelt Flemming Adriansen, som mente det haster med at få lavet molen. - Vores turisme lider også skade, hvis ikke der sker noget, sagde han og opfordrede til at lave udviklingsprojektet bagefter. Den holdning gik en anden borger Anders Andersen straks imod. - Lad være med at lave noget i en hast. Lad os i stedet tænke os godt om og få den rigtige løsning, svarede han. En tredje borger i hallen opfordrede kommunen til at skynde sig langsomt. Borgermødet var også en invitation til at deltage i et udvalgsarbejde med kommunen om indholdet i udviklingsprojektet. - Kommunen har kontakt med foreninger i Løkken, men jeg ved, at der er andre, som har nogle ideer til udviklingen. Jeg vil opfordre andre her i hallen eller andre i byen, som ikke kunne være her, til at melde sig, sagde det lokale byrådsmedlem Birthe Andersen.