Fiskere overvejer at skyde penge i selskab for at sikre rettigheder

HIRTSHALS: Fiskerne i Hirtshals er klar til at bruge den lokale fiskeriforenings egenkapital i kampen for at sikre fiskerettighederne i byen. Det kom frem på gårsdagens generalforsamling i Hirtshals Fiskeriforening. En fisker foreslog, at Hirtshals Fiskeriforening opretter et selskab og øremærker et beløb til opkøb af fartøjer i forsøget på at bevare havdage og kvoter i byen. - Det er vores fremtid, det handler om. Vi er nødt til at gøre noget for at bevare fiskerettighederne i Hirtshals og fælles opkøb vil være en god ide, for der er ikke mange, som har mulighed for at løfte opgaven alene, sagde Leif Woller. Den lokale fiskeriforeningsformand er enig så langt, at det vil være fornuftigt at investere foreningens penge i fremtiden, men det skal ikke ske ved opkøb af fiskerettigheder. - Hvis vi først begynder at købe og dele ud, så går det galt, for hvem skal vi købe af og hvem skal have del i rettighederne. Det tør jeg ikke være med til, så det bliver uden min medvirken, sagde Erik Jespersen. Han konstaterede samtidig, at der ikke er enighed i bestyrelsen om, hvordan pengene skal bruges i den forbindelse. Formanden så hellere, at fiskeriforeningen kunne kautionere eller formidle salg og køb af rettigheder. - Jeg vil gerne opfordre folk til at komme forbi Hirtshals Fiskeriforening, hvis man har overskud af havdage, for jeg er sikker på, at vi kan finde en køber, sagde Jespersen. Bestyrelsen fik opbakning til at sætte sig sammen med revisorer og pengeinstitutter i forsøget på at finde en brugbar model. Årets regnskab viste samtidig et underskud på næsten 1,3 mio. kr., og der er udsigt til et underskud i samme størrelsesorden til næste år. Det skyldes ikke mindst udgifter på godt to mio. kr. til drifts- og administrationsomkostninger, så der bliver tæret hårdt på Hirtshals Fiskeriforenings egenkapital, som nu udgør godt 18 mio. kr. stef