Fiskeres spøgelses-både fylder havnene EU-politiker: Fiskerne tør ikke afhænde fartøjer, før de kender ny lovgivning

NORDJYLLAND:Danske havne er hjemsøgt af spøgelseskibe. Det er fiskefartøjer, som ejeren har taget ud af brug, men som han er forhindret i at hugge op, hvis han vil bevare sin adgang til havet - på grund af en kringlet lovgivning. Det er ikke bare et fænomen til irritation. Det er også en økonomisk belastning for fiskerne. Selv om skibet reelt er udfaset, skal det holdes sejlklart, der skal betales forsikring, og det skal på land hvert femte år for at blive checket i bunden. Men kun en ny fiskerilovgivning kan løse problemet, fastslår det nordjyske medlem af Europaparlamentet, Niels Busk (V). Han har sammen med parlamentskollegaen Ole Christensen (S) rejst sagen over for EUs fiskerikommissær Joe Borg, og Niels Busk mødtes med ham i denne uge. Ifølge Niels Busk mener fiskerikommissæren, at problemet allerede er løst som følge af en ændring i fiskerireguleringen i december. Den betyder, at der kan ske en permanent overførsel af fiskerettigheder fra fartøjer, der tages ud af brug, til andre fartøjer, og at fiskerettighederne kan fordeles mere fleksibelt til enkelte fartøjer i stedet for som hidtil til alle fartøjer. ¿ Problemet med denne ordning er, at den er midlertidig, og at ingen vil risikere at ophugge fartøjer forud for den ventede ændring, hvor det ikke længere er havdage, men fartøjets kapacitet, der bliver afgørende, påpeger Niels Busk. - Det betyder med andre ord, at ingen løsning vil være ideel, før det nuværende havdagesystem ændres til kapacitets- eller kW-systemet, som det også kaldes, tilføjer han. ¿ Vi frygter, at blive sorteper, hvis vi fjerner fartøjerne, siger formand for Hanstholm Fiskeriforening, Jan Hansen. Flest spøgelsesskibe finder man netop i Hanstholm, hvor omkring 50 fartøjer ligger uvirksomme. I Strandby er der seks-syv stykker, i Skagen tre og i Hirtshals tre. En nøjagtig opgørelse på landsplan findes næppe. Definitionen er flydende, for pointen er netop, at skibene skal være sejlklare.