Fiskeriforening splittet i fyringssag

Lille flertal på generalforsamling vedtog at fiskepakker ikke genansættes

THORUPSTRAND:På en ekstraordinær generalforsamling i Thorupstrand Fiskeriforening er det besluttet, at Per Boelt Christensen ikke skal genansættes som fiskepakker, som en gruppe medlemmer ellers havde ønsket. Det bekræfter fiskeriforeningens formand Niels Jørgen Olsen. Beslutningen blev taget af et snævert flertal på 19-17. Per Boelt Christensen blev fyret og bortvist sidst i november af bestyrelsen, angiveligt på grund af samarbejdsvanskeligheder. En gruppe medlemmer af fiskeriforeningen mener, at fyringen var forkert og ville derfor have en ekstraordinær generalforsamling med genansættelsen på dagsordenen. Det viste sig altså, at foreningen nærmest er splittet midt over i spørgsmålet. Fyringen af Per Boelt Christensen skete på samme tid som fiskeriformanden fik 250 kasser ulovligt fangede torsk konfiskeret af Fiskerikontrollen. Niels Jørgen Olsen afventer nu en bøde for at have landet fem tons torsk for meget i november. Fiskene var opbevaret på hans private bopæl og ikke i fiskehuset hos Per Boelt Christensen, hvor fisken normalt blev samlet. Ny skal ansættes - Vi har ikke nogen til at pakke fisk for os nu. Det gør vi selv, men vi skal have ansat en ny fiskepakker først i det nye år, siger Niels Jørgen Olsen. - Stillingen vil snart blive slået op, tilføjer han. Per Boelt Christensen har rent mel i posen, har han tidligere udtalt, efter at han blev fyret, og han vil ikke kommentere striden om hans person i fiskeriforeningen. - Jeg har absolut ingen kommentarer, siger han.