Fiskerifredning rammer Læsø

På Læsø håber man, at miljø- og fødevareministrene er klar til at give sig, når de i dag skal redegøre for konsekvenserne af fredning i Kattegat

LÆSØ:Det er med spændte miner, den nordjyske folketingskandidat Kristian Andersen (V) og borgmester Tobias B. Johansen (V) fra Læsø i dag følger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S), når de i et åbent samråd i Folketingets miljøudvalg og fødevareudvalg skal redegøre for konsekvenserne af forslaget om at frede store dele af Kattegat for fiskeri.

- De lukker Læsø, hvis de fastholder fredningen på de steder, de har foreslået. Det vil være et signal til hele øen om, at fiskeri fra Læsø er slut og vi er et samfund i afvikling, siger borgmester Tobias B. Johansen.

De to nordjyske politikere, står sammen med Dansk Fiskeriforening og mener, at ministrenes forslag er en overimplementering af EU’s havstrategi, som hverken pålægger Danmark eller andre lande at gennemføre yderligere begrænsninger i områder, der i forvejen er beskyttede mod fiskeri med bundtrawl.

- Læsø lever af fiskeriet, og af de aktiviteter, der er i fiskeriet og fiskeindustrien. Vi er hjemsted for verdens største eksport af jomfruhummer, som primært fanges lige præcis der, hvor de to ministre vil frede, siger Tobias B. Johansen.

Det er de to nordjyske Venstre-politikere, der har fået Venstres fiskeri- og miljøordførere, Thomas Danielsen og Henrik Høegh, til at indkalde ministrene til samrådet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.