Fiskerjul på kroen igen

Hirtshals Fiskeriforenings traditionelle juletræ holder flyttedag

Fiskeripolitik 1. december 2002 07:00

HIRTSHALS: Hirtshals Fiskeriforenings traditionelle juletræsfest for foreningens medlemmer og deres børn flyttes i år fra Hirtshals Idrætscenter til Hotel Hirtshals. En gang var medlemstallet i Hirtshals Fiskeriforening på over 700 - i dag er det nede på 240. Nedgangen i medlemstallet har også haft en indflydelse på deltagelsen i Hirtshals Fiskeriforenings årlige juletræsfest tredje juledag. Den har siden 1975 været afviklet i Hirtshals Idrætscenters store hal. - Den almindelige afmatning i interessen for at deltage i den slags har nok også indvirket. Alligevel har vi altså besluttet at holde traditionen ved lige. Men vi har i år besluttet at flytte tilbage til Hotel Hirtshals, hvor vi før 1975 holdt vort juletræ. Der blev lidt langt imellem os oppe i den store hal. Ved at flytte juletræsfesten tilbage til Hotel Hirtshals håber vi at tilpasse de ydre rammer bedre til deltagerantallet, så vi ikke behøver at råbe til hinanden. Ja, måske kan der ovenikøbet gå hen og blive lidt trangt, men det må vi så tage med, siger Hirtshals Fiskeriforenings formand, Erik Jespersen. Han fortæller, at Hotel Hirtshals samme dags aften genoptager en tradition med at holde julefest fortrinsvis for fiskeriforeningens medlemmer, en tradition, som har været afbrudt i nogle år. - Det bliver noget med en tre-retters menu samt musik og dans, mener fiskeriforeningsformanden. Han oplyser, at posebilletter til tredje juledags juletræs-eftermiddag kan købes i fiskeriforeningens lokaler på Norgeskajen i løbet af uge 51. Her vil man også kunne melde sig til hotellets aftenarrangement, hvilket man også kan på Hotel Hirtshals. - Vi vil meget gerne undgå det med at skulle sælge poser på selve festdagen, fastslår han. schib

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...