Fiskerne: Glem alt om indgreb i kvoter

Danmarks Fiskeriforening afviser skarpt de økonomiske vismænds tanker om afgifter på retten til at udnytte de danske fis-keressourcer.

Svend-Erik Andersen, Danmarks Fiskeriforening: Den danske model er forbillede for hele EU's fiskeripolitik.

Svend-Erik Andersen, Danmarks Fiskeriforening: Den danske model er forbillede for hele EU's fiskeripolitik.

- Glem alt om det, lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. - Forslaget er tydeligvis skrevet af folk, der alene tænker i økonomi og uden blik for den betydning, som den danske reguleringsmodel har haft for fiskeriet. Den danske model er vidt berømmet, og det er den model, som EU gang på gang anbefaler i forbindelse med planlægningen af en ny fælles fiskeripolitik, påpeger Svend-Erik Andersen. Han gør opmærksom på, at fordelingen af fiskerettighederne til det enkelte fartøj blev besluttet af skiftende flertal i Folketinget. Først indførte en socialdemokratisk regering individuelle kvoter på sild og makrel, og senere fordelte en borgerlig regering de øvrige fiskearter. - Man kan diskutere, om man skulle have pålagt rettighederne en afgift eller toldning. Havde man ønsket det, kunne man have udvist rettidig omhu. Så havde det været rettet mod de fiskere, der fik kvoterne stillet til rådighed, og kunne være indgået som en del af prisen ved salg. Nu er tiden forpasset, og så bør man i stedet tænke på de værdier, som den nye regulering har skabt i dansk fiskeri. Vi har ingen overkapacitet og har fået gang i en fornyelse af fiskerflåden. Der er absolut ingen grund til at skabe tvivl om den model, fastslår han. - Og de opkøb, sammenlægninger og fornyelser af fartøjer, der er sket på grundlag af fartøjskvoterne, er sket for fiskernes egen regning, tilføjer han. Svend-Erik Andersen kalder vismændenes tanker om en inddragelse af kvoterne og efterfølgende bortauktionering for "helt utænkelig". - Det vil skabe kaos i dansk fiskeri.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.