Fiskerne har ikke fidus til akvakultur

HIRTSHALS: Fiskerne klapper ikke i hænderne af begejstring, når det handler om akvakultur. - Jeg kan godt se, at fiskeopdræt accelerer helt vildt, men hvis vi bare fik lov til at fiske noget mere, så tror jeg sagtens, at vi kan klare det meste af efterspørgslen selv, siger formanden for Hirtshals Fiskeriforening, Erik Jespersen. - De opdrættede fisk smager heller ikke lige så godt, som de fisk, der er fanget, tilføjer Erik Jespersen. Fiskeriformanden tror heller ikke, at der skabes job til de nogen af de økonomisk hårdt ramte fiskere i forbindelse med fiskeopdræt. - Jeg har svært ved at se, at det skulle være et alternativ. Der går alt for lang tid, inden et fiskeopdrætsprojekt kan være færdig til, at det kan hjælpe fiskerne i den nuværende situation, mener Erik Jespersen. Danmarks Fiskeriundersøgelse arbejder i øjeblikket med opdræt af tunger på Nordsøcentret, og biolog Per Bovbjerg Pedersen kan sagtens forestille sig et samarbejde med fiskerne på andre områder. - Man kunne eksempelvis kombinere akvakultur og fiskeri. Jeg forestiller mig, at man kunne holde fisk og skaldyr i live i længere tid og dermed få en bedre pris for fangsten, siger biologen. På den måde kan man også være levere til markedet, når der er dårligt fiskevejr, udenfor sæsonen og når kvoter og havdage er opbrugt. stef