Fiskerne på Jegindø

Der er både længsel og kulturhistorie bag kulturkøbmandens lille fiskerimuseum

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fiskeskipper Anders Jensen er også formand for fiskerimuseet.

- Jeg tror simpelthen, der sker det, at når man bliver ældre og får perspektiv på sit liv, så bliver ens barndom og ens hjemegn meget nærværende og vigtig for én. Så får man lyst til - og også en stor længsel efter - at genfinde tiden og stederne, at huske det hele og få det kortlagt og på plads. Sikkert både fordi man ikke vil have, det skal forsvinde, når man selv er væk - og fordi man gerne vil have styr på det hele, sådan som det var engang. Ordene er Ernst Trillingsgaards, og de ligger langt fra det daglige billede af den travle "kulturkøbmand" og leder af et af landets største og mest succesrige kongrescentre, AKKC, Aalborg Kongres & Kultur Center. Men til gengæld er ordene meget tæt på, når man besøger Æ Fywerhus, fiskerimuseet ved havnen på Jegindø. For det museum viser ikke bare haldirektørens barndom, fortid og oprindelse - det er helt praktisk også blevet til i netop den forlængelse. Han fik ideen, samlede folkene, der kunne gøre det, kastede sin energi og sine særlige talenter ind i at finde fonde, offentlige kanaler og skaffe penge - og sammen med fiskere og havnefolk på Jegindø fik han det til at ske. - Det var jo det rette tidspunkt dengang i 80'erne. De gamle træhuse blev tomme, en del af travlheden med fiskeriet forsvandt, og vi kunne både se en mening med det og en god mulighed for at gøre det, siger han. Og så gjorde de det. - Det gode af det var jo, at vi alle sammen kender hinanden i forvejen på kryds og tværs. Herfra, fra Jegindø. Og at vi alle har vores udspring fra fiskeriet. Det er vores historie, siger Ernst Trillingsgaard. Hans far, Clemmen Trillingsgaard, var auktionsmester, han selv havde i barndom og ungdom lige så meget med fisk og muslinger at gøre som alle andre på øen. Og hans farfar, Laust Trillingsgaard, var en af de Harboøre-fiskere, der flyttede ind i fjorden efter den store ulykke i Vesterhavet i 1893, der kostede over 40 fiskere livet på én gang. - Han var 19 år, og han besluttede at det måtte være nok, hvis der også skulle være et liv. Det var samme vandring ind i fjorden, der førte fiskerne til Gjøl, hvor Hans Kirk skrev om dem. Jegindøs historie er helt parallel, både med fiskeriet og missionens ankomst ude vestfra. Fra den tid stammer Jegindø-navnene Noer, Vrist, Kyndi og Sund, der også kendes fra Gjøl, siger Ernst Trillingsgaard. Jegindø, dybt inde i Limfjorden, er på samme tid en fantastisk landskabsperle og idyl og et stykke hensovende udkantsområde-Danmark. - Ja, i den forstand, at de unge i et vist mål flytter til byerne, og også i den forstand, at de gamle erhverv dør ud og affolkes, både fiskeri og landbrug. Det er jo ikke blevet lettere at komme til at leve af disse ting. Men det er ikke som det skræmmebillede, vi har set lige lovlig meget til i denne sommer, billedet af ruiner, brædder for vinduerne, nomadefamilier og øde landsbyer med tilgroede haver og døde butikker. Kom selv over og se - både Jegindø, hvor jeg er vokset op, og Hvidbjerg, hvor jeg gik i realskolen, er flotte eksempler på steder, der fortsat lever og fungerer stærkt og godt, også i den nye tid. Der fiskes også stadig fra Jegindø, mest muslinger. Et af eksemplerne på lokal stolthed og forankring i kulturen og historien er netop Æ Fywerhus, fiskerimuseet indrettet i det gamle bræddehus fra 1911. Det var bøde- og redskabsskur for fisker Iver Holm fra Jegindø, da han som så mange andre begyndte at fiske med bundgarn. - Vi har fået lov at overtage endnu et, Æ Bøe'hus - og endda at rekonstruere det tredje, nøjagtigt som det stod, så museet råder over tre bygninger nu. Det har vi kunnet med hjælp af Anker Sørensen, der er pensioneret skibstømrer - museets første formand og også manden bag byggeriet af sjægterne, fortæller Trillingsgaard. Formanden for museet, fiskeskipper Anders Jensen, er også ham der sørger for, at der åbnes og lukkes og at der ser ordentligt ud i husene og omkring dem. Han fortæller også gerne om fiskeriet nu og før og om den nye tradition, der er skabt omkring museum og havn: Byggeriet af og sejlads med nybyggede udgaver af den traditionelle Limfjordsbåd, sjægten. Hele syv af slagsen ligger i havnen, og bådelauget både arrangerer, deltager i - og vinder efter behag - dår årlige sjægt-kapsejladser. - Det er verdensmesterskaber, vi sejler - der er både fra Norge og Holland med, siger han. Driften af Æ' Fywerhus er afhængig af økonomiske tilskud fra private og erhvervsliv. Museet fortæller om en fortid, der både var barsk og rig. Der var masser af ål, skrubber, rødspætter, sild, muslinger og østers. Museet viser redskaber og både fra dengang og fortæller i masser af fotos, plancher og videofilm om både livet og fiskeriet. Gennem generationer var Jegindø især kendt for fiskeriet af ål. - Så når man har besøgt vores museum og er kommet i rette stemning, så vil det være helt nærliggende at slutte besøget på den anden side af dæmningen med en gang stegt ål og stuvede kartofler på Tambohus Kro, der har ligget ved Tambosund over for Jegindø siden 1830. - De steger stadig ål sådan som de skal steges. Og er man rigtig heldig, kan man måske endda få et stykke kold stegt ål med smør, sådan som man fik det i min barndom, siger haldirektøren.