Fiskesø i beskyttet område

Naturklagenævnet skal afgøre, om der kommer en fiskesø mere i Serritslev

Lene Rudbæk Aarup
Måske får børnene en fiskesø, men det er op til NaturklagenævnetArkivfoto: Bente Skjoldager
Natur 8. december 2007 05:00

SERRITSLEV: Brønderslev Kommune har givet dispensation til at Serritslev Fiskepark kunne få en sø mere, som børnene kan fange fisk i. Men den går ikke. Det mener i hvert fald Dansk Botanisk Forening, som har klaget til Naturklagenævnet over afgørelsen. - Fiskesøen ønskes anlagt i et beskyttet område. og det gør man bare ikke. En fiskesø er jo ikke noget, som har kæmpe stor værdi for samfundet. Det er en forringelse af naturen til fordel for privatøkonomi, mener Erik Hammer fra Dansk Botanisk Forening. Mogens Olesen, som ejer Serritslev Fiskesø mener nu ikke, at det er den store gevinst, en børnefiskesø giver. - På sigt vil det hænge økonomisk sammen med en børnesø, men ikke i starten. Jeg vil gerne lave søen for at få en helhed i fiskeriet, og fordi det er udviklingen i branchen. Ungerne skal have en oplevelse, siger Mogens Olesen. Ingen forringelse Hos Brønderslev Kommune mener de ikke, at det er en forringelse af naturen. Naturen på det område, fiskesøen skulle ligge, er nemlig ikke særlig god. - Der skal samlet set helst være noget naturforbedrende i det, før man kan give en dispensation, men vi har vurderet, at det var forsvarligt, fordi der ikke var så meget god natur der, siger Annemette Eriksen fra Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune. Først ansøgte ejeren af fiskesøen, Mogens Olesen om at lægge søen et andet sted, men her fandt kommunens biologer blandt andet spidssnudede frøer. Efter at have set på området, fandt de et bedre sted. Sagen kommer nu på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden på mandag. Men formand for Teknik og Miljøudvalget Karsten Frederiksen mener ikke, at der er meget at komme efter. - Jeg synes, at Dansk Botanisk Forening selv skal komme og se området, opfordrer han. Men det kommer nok ikke til at ske. - Vi har luftfoto af området. Og vi kan jo ikke tage rundt og se alle steder. Vi får 25 sager om ugen, forklarer Erik Hammer fra Dansk Botanisk Forening. Det er nu op til Naturklagenævnet at afgøre, om Mogens Olesen må anlægge sin børnefiskesø. Og der kan godt gå nogle måneder, inden han får svar på den sag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...