Fiskesortering hårdt ramt af politisag

En strid med Fiskernes Fiskesortering i Hirtshals og Fiskeridirektoratet rammer virksomhedens økonomi hårdt. Omsætningen i fiskesorteringen styrtdykker, og antallet af medarbejdere er gået ned fra omrking 30 til nu 5-6.

Samtidig er striden nu yderligere optrappet med en politianmeldelse af fiskesorteringen og af dens daglige leder Ole Jensen. For halvanden måned siden fik fiskesorteringen forbud mod at tage imod fisk i tidsrummet mellem klokken 22 om aftenen og klokken 8 om morgenen. Fiskeridirektoratet mener, at Ole Jensen har nægtet af udlevere de nødvendige papirer vedrørende en bestemt Hirtshals-kutters landinger. Yderlige beskyldes han for at have chikaneret medarbejdere fra fiskerikontrollen. Ole Jensen ønsker ikke at udtale sig om politianmeldelsen, før han har talt med sin advokat. Dog mener han, at en strid om opkrævning af en såkaldt hygiejneafgift er bragt ud af verden. Om sit forhold til fiskerikontrollen siger Ole Jensen: - Jeg mener, at der skal gennemføres kontrol. Det har jeg intet imod. Det burde vi kunne tale med fiskerikontrollen om. Men som det er nu, er der intet samarbejde. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fiskeridirektoratet. Fiskernes Fiskesortering er et andelsselskab, der ejes af over 300 fiskere. Formand for bestyrelsen er Hans Nielsen. Han vil ikke udtale sig om politianmeldsen, men han bekræfter, at sagen er belastende for Fiskernes Fiskesorterings økonomi. - Jeg ved ikke, hvad der er at gøre, men der skal til at ske noget, siger Hans Nielsen. Formanden for fiskeriforeningen i Hirtshals Erik Jespersen er ikke selv andelshaver i Fiskernes Fiskesortering, men han følger udviklingen i virksomheden, som en del af hans medlemmer har interesser i: - Hvis der er nogle, der ikke opfører sig ordenligt, så må man tage fat på det, i stedet for at tage en hel by som gidsel, siger Erik Jespersen. Han har ikke konkrete planer om at blande sig i sagen, men Erik Jespersen peger på Fiskernes Fiskesorterings forbud mod at tage imod fisk om natten og frem til klokken otte om morgenen. - Og alle ved, at fiskeauktionen om morgenen er klokken syv, siger Erik Jespersen. For fiskesorteringen er det vigtigt at kunne arbejde i timerne op til auktionen. - Men, som situationen er nu, sejler mange kuttere til Hanstholm, siger Ole Jensen. Han erkender, at omsætningen den seneste halvanden måned er gået voldsomt ned. Sidste år var omsætningen for Fiskernes Fiskesortering på 134 millioner kroner. I den første del af i år er det gået godt, og derfor vil resultatet for 2004 formentlig blive en omsætning på 90-100 millioner kroner.