Fit for fysik og politik

Ove Fich fylder mandag 60 år

Ove Fich fylder mandag 60 år

¤Ove Fich, fysiker og fhv. socialdemokratisk politiker, fylder mandag 60 år. Ove Fich var engang sit partis føren-de EU-politiker. Lige indtil han onsdag 27. januar 1999 forlod Folketinget efter at være blevet taget for spritkørsel aftenen forinden. Da Ove Fich blev stoppet på en landevej ved Køge efter praj fra en anden trafikant, kom det efter længere tids alkoholisme, som han efterfølgende fortalte åbent om. Så sent som indtil folketingsvalget i marts 1998 besad Ove Fich endnu den indflydelsesrige post som formand for Folketingets Europaudvalg og var sit partis førstemand i EU-spørgsmål. Disse hverv nedlagde han kort inden valget på grund af alkoholproblemer, hvorpå han gik i behandling - uden succes. Indtil da fungerede Ove Fich som statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) "højre hånd" i EU-sager. Ofte var det Ove Fich, der prøvede et dristigt - set med socialdemokratiske partibriller - synspunkt af og tog kløene bagefter fra egne rækker. Det var også Ove Fich, der på vegne af Socialdemokratiet måtte forsvare de fire danske undtagelser fra Maastricht-traktaten gang på gang i årene efter 1992 og det nationale kompromis. Både over for de nej-sigere, der følte sig snydt, og de, der var fuldtonede unionstilhængere. Baggrunden var da også i orden efter forinden at have siddet 10 år i Europa-Parlamentet. Ove Fich er oprindeligt uddannet fysiker med speciale i højenergifysik, tre års universitetsansættelse og job ved CERN i Schweiz. På trods af den udadvendte politiske karriere beskriver Ove Fichs tidligere kolleger ham som et indadvendt og lukket menneske, som kompenserede for det manglende politiske salgstalent ved at være flittig, vidende og uden fjender. Selv om Ove Fich kaldte spiritusdommen - 20 dages hæfte for at have kørt med en promille på 3,31 - for det spark, der skulle til for at komme videre med livet, så kunne han ikke holde sig fra politik. Arbejdet som konsulent og underviser i naturfag, fysik, kemi og matematik ved Sorø Akademi blev i 2006 suppleret med en post i Regionsrådet for Sjælland. /ritzau/