Stofmisbrug

Fix - men ikke færdig

LEDER Er det statens opgave at blåstemple alvorlig afhængighed?

Kunst- og kulturfænomenet Jens Jørgen Thorsen skal engang have sagt: "Jeg køber ikke den med forbuds-Sverige. Herovre er det nemlig sådan, at alt det, der ikke er forbudt, det må man. Mens i Danmark er alt forbudt, hvis det ikke lige er tilladt". Og i Danmark er selv noget af det forbudte så småt ved at være tilladt. I hvert fald er S-R-SF-regeringen - efter årtiers politisk diskussion - indstillet på at indrette såkaldte fixerum, hvor narkomaner under ordnede forhold kan komme og stikke en kanyle i armen og sprøjte heroin ind i blodårerne på fuldt legal vis. Man kan mene alt muligt godt om pænt og ordnede forhold - og set ud fra en personlig narkoman-synsvinkel må et fixerum til enhver tid være klart at foretrække frem for en tilfældig trappeopgang - men på et overordnet plan kan politikerne næsten ikke tydeligere signalere, at nogle i samfundet har vi altså opgivet at gøre noget som helst ved, og så kan de lige så godt få lov til at være - og vel at mærke forblive - narkomaner under ordnede forhold. Det skal blive spændende at se, om politikere på samme måde er parate til at slippe medmennesker, der er afhængige af andre stærkt vanedannende ting. I øvrigt har Venstre i skikkelse af gruppeformand Kristian Jensen også noget af en pointe ved at påpege, at selve fænomenet fixerum er en "juridisk gråzone", der kan skabe problemer for politiet, for "hvis man står med sine stoffer i rummet, så er det legalt, men hvis man bliver stoppet af politiet fem meter fra døren, så er det ikke legalt. Hvordan skal politiet agere? Skal der være en bufferzone?". Måske trænger emnet til en helt anderledes gennemgribende diskussion, før man griber til noget, der meget nemt kan ende med den nemme løsning - for er det virkelig statens opgave at blåstemple narkomani, og skulle man ikke sætte kræfterne ind på at forebygge, lindre og helbrede i stedet for at give efter for presset og signalere, at man egentlig har valgt at lade stå til?