Teater

Fjællebodsløjerne lurer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Steffen Eriksens Henrik både behersker og bærer forestillingen. I baggrunden hans tjener, Henrik, spillet af Nicolai Bjørn Andersen.

TEATER Ludvig Holberg: ”Maskerade” # # # # ¤ ¤ Livet er et maskespil, og vi er dets aktører. Og derfor er figurerne i Gitte Siems noget bastante opsætning af Holbergs ”Maskerade” sminket med et anstrøg af en maske. Holberg er selv inde på det i epistel 372: ”de fleste Mennesker ere masqverede ”, og her er det så udfordringen at demaskere, for – som Holberg siger i en anden af sine epistler, nr. 347: ”Regiering, Moder og Sædvaner paalegge os Masker, hvilke vi ved saadan Leeg ligesom nedlægge” – og ”Leegen” er maskeraden, men det er så sandelig også komedierne. Nu er ”Maskerade” ikke et af Holbergs bedste skuespil, måske en smule altmodisch, men budskabet står lysende klart, og derfor behøver man heller ikke Tjajkovskij eller spanske rytmer for at få det til at glide eller for den sags skyld ”Vor Gud han er så fast en borg” og fynboernes slagsang ”Fo" ajle di små blomster”. Et muntert sidespring står Ole Jakobsen for med sin parodi på Ole Henriksen. Der løbes meget i Gitte Siems iscenesættelse – også for meget i forhold til scenens størrelse. Fjællebodsløjerne lurer på forestillingen. Det er, som om Gitte Siem glemmer, at Holberg bestemt ikke var erotiker. Lad gå med nogle antydninger, men forestillingen er mange steder spillet over i det lumre. Det er komedie for husarerne. Til gengæld har hun sikkert fat på kontrasten mellem Leanders og Leonoras kærlighed med de skuffelser og komplikationer, der rammer dem, og Henriks og Pernilles intrigante spil. Her fremtrylles et funklende billede af elskoven og elskovens parodi. Thomas Bjørnager har skabt en spændende og mobil scenografi, der spiller med i den store kehraus, der gør alle rundtossede. Steffen Eriksen er en mangesidet Henrik med mange barokke spræl. Han er ungdomsglædens advokat i den store diskussion mellem Jeronimus og Leonard: de to er ikke bedre, for hvad med de gamle, der sidder på vinhuset og gennemhegler ungdommen? Han har en pragtfuld parodi på, hvordan det vil gå Leander, hvis han fastholder kærligheden til den skønne ubekendte fra maskeraden. Han er med sin forbløffende lune aftenens egentlige glanspunkt, kraftigt sekunderet af Josephine Nørrings skarpe Pernille, der overbroderer sit spil med små, charmerende virkninger, som man føler er angeneme at overvære. Martin Ringsmoses lumsk fjogede Arv har sin specielle enfoldighed, men også en vis malice. Og komediens to hovedfigurer Leonora og Leander! Nikolaj Bjørn-Andersen og Neel Rønholt er nette unge mennesker, men der er ikke stort at komme efter i de to roller. De kan næsten kun spilles i en bleg og korrekt stil – og det bliver de så. Bodil Lassen er den dansesyge Magdelone, noget kompakt og så grotesk, at hun er rask på vej til at forsvinde i de oprørte farcebølger, men sjov er hun i sine dansescener. Leonard er mådeholdets prædikant: der er intet ondt i at danse nogle gange årligt med tildækket ansigt, men at danse hele året fører mod dårekisten, proklamerer han, Lars Lohmann giver med sin fynske intonation figuren karakterfuldt liv fra det rationelle over det muntre til det koleriske, mens Lars Junggreen skaber en moraliserende stivstikker, en gammel gnavpind og en religiøs vissenpind ud af rollen som Jeronimus. Men det er Steffen Eriksens Henrik, som både behersker og bærer aftenen. Det er i højere grad ham end Holbergs gode, gamle komedie, der står sig bedst. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Ludvig Holberg: ”Maskerade” Iscenesættelse: Gitte Siem Scenografi: Thomas Bjørnager Aalborg Teaters store scene