Fjellerad

Fjellerad lukket for rockere

Folk stod i kø for at give økonomisk opbakning til at holde rockere ude af landsbyen Fjellerad sydøst for Aalborg.

Med deres underskrifter sikrede de på et hasteindkaldt borgermøde i aftes midler nok til, at borgerne kan købe det hus, rockergruppen Bad Guys fra Kongerslev menes at have kig på. - Og så sagde folk endda, at vi bare skulle komme igen, hvis der ikke var penge nok, fortæller Ole Nielsen, der først på ugen blev opmærksom på rockernes interesse for en tidligere håndværkerejendom midt i byen. Vivian Nøhr Thomsen, formand for Fjellerad Samråd, glæder sig over, at byen er i stand til at vise så resolut handlekraft: - Kunne du ikke også tænke dig at bo sådan et sted? Jeg er overbevist om, at det lokale sammenhold er det bedste værn mod den slags terrorlignende trusler, siger hun.