Fjerde omgang udsættelse

Bokseklubbens motionscenter ventes nu klar efter sommerferien

HADSUND:Allerede i anden runde af kampen kunne Hadsund Amatør Bokseklubs weltervægter Jonas Nelleman i weekenden række armene i vejret efter fuldendt arbejde. Kampen i Odense mod det lokale håb, Rasmus Jensen, blev afbrudt, da hadsunderens overlegenhed bragte hans føring op på 15 point. Dermed demonstrerede Jonas Nellemann, at HABKs medlemmer har noget større succes i ringen, end bokseklubben hidtil har haft med sit ufærdige motionscenter i Nørregade. Forleden rundede man et års forsinkelse på projektet, og bokseformand Uffe Hansens nytårshåb om at undgå en ny aprilsnar og åbne centeret i dag er glippet. Selvom han er mærket af en voldsom halsbetændelse, virker Uffe Hansen dog ikke som en, der er nået til fjerde omgang i rækken af udsættelser. Faktisk tager han det mestendels fra den muntre side, velvidende, at ”Drengen der råbte ulv” er blevet genfortalt i en ny indpakning. Plds nok til alle Denne gang er ulven der nemlig: Motionscenteret åbner 1. august, og bokseformanden føler sig overbevist om, at ingen i mellemtiden er blevet så trætte af at høre om nye indvielsesdatoer, at det går ud over søgningen. Han ser heller ingen problemer i, at Hadsund Roklub i mellemtiden har åbnet sit eget motionscenter, eller at motionsrummet i Hadsund Hallen har fået en kraftig opstramning med nye maskiner. - Det ændrer ikke på forudsætningerne. Uden at vide det med sikkerhed er min fornemmelse, at roklubben har haft et større behov for træningsmuligheder for medlemmerne end for at drive offentligt motionscenter, som vi agter. Der er plads nok til os allesammen, siger Uffe Hansen. Nu lægger han op til, at man efter påske tager sidste omgang i sagen om det udeblevne motionscenter. Tidligere har det været entreprenør Torben Jensen, der har trukket sagen i langdrag. Denne gang er det ifølge Uffe Hansen mere et resultat af, at bokseklubben fandt tidspunktet dårligt. - At åbne, når sæsonen slutter, vil være likviditetsmæssigt uheldigt. Ved at vente, til sæsonen starter, får vi hurtigere en bedre forretning ud af det, mener Uffe Hansen. Blødningen er standset Han siger, at udsættelserne har givet klubben øknomiske skrammer, men at ”blødningen” nu er standset. - Hvor mange penge, vi har tabt, ved jeg ikke, men vi havde jo også forudsat, at vi var begyndt at tjene nogle penge. Vi har klaret tingene ved at drosle ned på nogle udgifter, så vi kommer ud af året med et lille overskud, siger bokseformanden. Blandt andet har medlemmerne været nødt til at ”rykke sammen” i kamphuset i Hadsund Hallen. Ud over motionscenter vil det færdige projekt rumme aerobic-rum, solcenter, café, boksering, mens de oprindelige to klinikker for alternative behandlere er blevet til én, mens der til gengæld er blevet plads til spinning. Hensigten er den samme, som den hele tiden har været: At skaffe penge til talentarbejdet i klubben.