Fjerdeseedede Wawrinka sendt hjem af argentiner

Verdens nummer 165 slog verdens nummer fem ud af Wimbledon. Overraskelsen er dog ikke så stor, som den lyder.

Ritzau
Wimbledon - All England Lawn Tennis & Croquet Club Foto: Reuters/Paul Childs
1. juli 2016 22:22

Fjerdeseedede Stan Wawrinka er færdig i Wimbledon.

Fredag blev anden runde endestation i den traditionsrige tennisturnering, da verdens nummer 165, Juan Martin del Potro, viste sig for stærk for den højt seedede schweizer.

Argentinske Del Potro vandt 3-6, 6-3, 7-6(2), 6-3 og er dermed videre til tredje runde.

På papiret med en stor overraskelse i bagagen.

Stan Wawrinka er nemlig nummer fem på verdensranglisten og har vundet både Australian Open og French Open. I både 2014 og 2015 nåede han kvartfinalen i Wimbledon.

Men Del Potros sejr er med et kig i historiebøgerne ikke så overraskende endda. Argentineren nåede Wimbledonsemifinalen i 2013, og han har tidligere vundet US Open.

Grunden til, at han ligger så langt nede på ranglisten skyldes, at han de seneste sæsoner har kæmpet med en skade i håndledet, som har været tæt på at pensionere ham før tid.

Det mest overraskende består dermed i, at Del Potro allerede nu er tilbage på så højt et niveau.

Fredagen var som de øvrige dage forinden blevet hærget af regn i en grad, så arrangørerne sent fredag valgte at inddrage søndagen til spil.

Normalt er søndag hviledag i Wimbledon, men Reuters oplyste fredag aften, at arrangørerne via Twitter meddelte, at man lørdag ville informere yderligere om afviklingen.

Senest, en søndag blev inddraget til at afvikle kampe, var i 2004.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...