Thisted

Fjerkræavlere fra Thy røg i top ved DM

Fjerkræklubben Thy får titlen som klubmester for første gang

Fjerkræklubben Thys formand, Kristian Jonasen, med pokalen som bevis for Danmarks bedste klub 2011. Privatfoto

Fjerkræklubben Thys formand, Kristian Jonasen, med pokalen som bevis for Danmarks bedste klub 2011. Privatfoto

Fjerkræklubben Thy har i den forgangne weekend deltaget i Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavls landsudstilling i Herning, hvor der var over 4000 høns, duer, ænder og gæs udstillet. Der blev kæmpet om bedste trio i junior og seniorklassen og for klubhold. Fjerkræklubben Thy havde de bedste fem trio sammenlagt og dermed var titlen som Danmarks mester 2011 i hus for klubhold. Det er første gang, at Fjerkræklubben Thy får titlen som klubmester, klubben har haft juniormesterskabet to gange inden for de seneste ti år. Det oplyser Erik Vestergård på klubbens vegne. Fjerkræklubben Thy er en lille klub i forhold til resten af klubberne i Danmark. Klubben har cirka 30 medlemmer, hvoraf cirka 15 er aktive avlere. Fjerkræklubben Thy har altid haft høj kvalitet på høns, og mange af medlemmerne har opnået championater og høje placeringer i ind- og udland.