Fjern hundelort fra min indkørsel

Bente Schipper appellerer til hundeejere

Kom så og fjern din hundelort, lyder opfordringen fra Bente Schipper, der er træt af, at hundeejerne ikke rydder op efter sig. FOTO: MICHAEL KOCH

Kom så og fjern din hundelort, lyder opfordringen fra Bente Schipper, der er træt af, at hundeejerne ikke rydder op efter sig. FOTO: MICHAEL KOCH

AALBORG:Der ventede Bente Schipper en ubehagelig overraskelse, da hun gik ned af trappen fra sit hus på Nordvestvej i Hasseris for at komme hen til sin bil. En stor hundelort åbenbarede sig for hende. - Jeg blev så harm, da jeg fandt den. Den lå lige på det sted, hvor vi går, for at komme hen til bilen, og vores to børn leger der, siger Bente Schipper. Det er ikke første gang, at hun oplever, at der ligger en lort i indkørslen, men denne gang var bægeret blevet fyldt. - Jeg gik ind i haven og fandt en pind. Tog et stykke A-4 papir og skrev: Var det din hund? Tag dit eget skidt med hjem, fortæller Bente Schipper. Hun opfatter den mangelfulde oprydning fra hundeejerne som et generelt problem i byen. I hendes eget område ligger der ofte hundelorte, og mange naboer er også trætte af det. - Det er så unødvendigt, at det skal gøres, lige hvor folk har deres hus. Vi bor lige ved stien ud mod Kridtgraven, så kan man gå derhen med hunden, siger Bente Schipper. Tag ansvar hundeejere I det hele taget opfordrer hun dog hundeejerne til at være mere ansvarlige og samle hundens lort op i en pose. - Det er jo ikke hundens skyld. Folk må endda gerne ringe på og få en pose, hvis de har glemt en. Det er bare ikke sjovt at fjerne andres lort, siger Bente Schipper. Det har hun heller ikke tænkt sig at gøre denne gang. Ejeren må med andre ord komme og fjerne sit eget lort. - Det er møgirriterende. Hvad ville hundeejeren sige, hvis jeg satte mig foran hans hoveddør og lavede en pølle. Det ville være det samme, mener Bente Schipper. der dog ikke regner med at gøre alvor af truslen. Tidligere har hun forsøgt at komme problemet til livs ved at købe et middel i Matas, som skulle få hunde og katte til ikke at lave på bestemte steder, men det virkede ikke. - Men det er jo også hundeejerens ansvar, og de fleste hundeejere er voksne mennesker, som ved, at det bare ikke er ok at lade hundelorte ligge. Foreløbig ligger der en hundelort til fri afhentning for interesserede hundeejere på Nordvestvej.