Fjernes Skråstivere får det røde kort

Aalborg 23. september 2002 08:00

AALBORG: Claus Rode Jensen, direktør i Divisionsforeningen, garanterede i går, at den famøse "skråstiver-sag" fra AaB's Superliga-opgør i fodbold hjemme mod Farum ikke får en gentagelse. Samtlige klubber, der endnu ikke har fået fjernet skråstiverne bag roden af hver stolpe, skal groft sagt have nedstrygerne frem af gemmerne, så de er væk allerede inden næste spillerunde. Skråstiveren ved stolpens rod kostede i lørdags AaB en scoring til 1-0 signeret Allan Gaarde i det 20. minut efter en markant AaB-dominans spillemæssigt. Bolden ramte jernstangen inde i mål og sprang ud igen uden, at dommer eller linjevogter så det, og nyoprykkerne fra Farum vandt i stedet 3-1. AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen vil kontakte Dansk Boldspil-Union (DBU) i dag. Skråstiverne er allerede fjernet på målene på Vejle Stadion, hvor Vejle var udsat for en tilsvarende situation i sidste sæson i en hjemmekamp mod AB i Superligaen. Ulrik Balling fik en scoring underkendt ved stillingen 0-0 i en kamp, Vejle tabte 0-4. - Vi opgav hurtigt at gøre det til en protestsag, da det jo drejer sig om et dommerskøn, siger den netop afgåede direktør i Vejle Boldklub, Jan Dahlin. - I stedet kontaktede vi Vejle Kommune, der ejer anlægget på Vejle Stadion. Kommunen gik videre til leverandørerne af målene for at forhøre sig om mulighederne for at slippe af med skråstiverne, der hurtigt blev fjernet og erstattet af nogle vinkeljern, der ikke kan genere eller stoppe bolden på vej i mål, forklarer Jan Dahlin.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...