Fjernkøling: Kridtsø skal sikre kulde til nyt nordjysk supersygehus
Ny aftale mellem Region Nordjylland og Aalborg Forsyning skal sikre kulde til det nye universitetshospital i Aalborg Øst
Opdateret kl. 13:17
AALBORG: Onsdag morgen blev der indgået en aftale mellem Aalborg Forsyning og Region Nordjylland, som betyder at det nye universitetshospital i Aalborg Øst bliver de første i kommunen, der bliver koblet på en helt ny og CO2-besparende køleløsning i form af fjernkøling. Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Fjernkøling følger de samme principper som fjernvarme, blot med kulde i stedet for varme. Det kommende fjernkølingsanlæg vil udnytte den lave temperatur på bunden af Aalborg Portlands kridtsø i Aalborg Øst, hvor Aalborg Forsyning har lejet sig ind.
- Det er fantastisk at se store aktører som Region Nordjylland, Aalborg Forsyning og Aalborg Portland gå sammen om at gøre et så stort og ambitiøst projekt til virkelighed. Det færdige anlæg bliver det mest effektive og mest bæredygtige fjernkølingssystem i Danmark og vil være blandt de bedste anlæg internationalt. Aftalen i dag understreger for mig, at vi med mod, vision og samarbejde kan skabe meget store resultater i Aalborg og Nordjylland, lyder det fra Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.
I første omgang vil anlæggets 11 MW udelukkende gå til at dække universitetshospitalets kølebehov, men andre erhvervsvirksomheder og institutioner i bydelen med et stort kølebehov vil også kunne koble sig på. Fjernkølingen fra Aalborg Forsyning forventes at være minimum fem gange så effektivt som konventionelle køleløsninger og langt mindre pladskrævende. Samtidig er der en betydelig miljømæssig gevinst - alene universitetshospitalet vil fra starten spare mellem 500-700 tons CO2 om året, og i takt med at hospitalsområdet udvides, vil den besparelse blive endnu større.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.