EMNER

Fjernstyrede kirkeklokker

HAVERSLEV:Graver Thorkild Gade har for nylig udskiftet det velkendte gamle klokkereb med en nymodens fjernbetjening. Haverslev kirke er nemlig gået mange andre kirker i landet i bedene og har indført automatisk klokkeringning. - Det var arbejdsmiljøloven, der trådte ind. Støjforureningen var for stor ved det gamle system, forklarer Thorkild Gade. I 14 år er han mindst to gange om dagen løbet op og ned ad de smalle trapper i kirketårnet for at ringe sol op og sol ned. Nu behøver han hverken løfte en finger eller et ben for at få klokkerne til at kime hver dag. En computer er programmeret til at sørge for dét arbejde. Allerhøjst kan der blive tale om et tryk på en fjernbetjening, når der er begravelser eller bryllupper, som ikke kan forudprogrammeres. Thorkild Gade har kun lovord til overs for det nye apparatur. - Jeg synes rigtig godt om det. Det er perfekt og et gode for graveren, for eksempel i de perioder, hvor man skal noget andet ved ringetid, fortæller Thorkild Gade. Han var på forhånd lidt i tvivl om, hvorvidt han kunne finde ud af at håndtere computeren. Hidtil er tvivlen blevet gjort til skamme. - Det er gået upåklageligt. Indtil nu har jeg kunnet finde ud af det, og ellers har jeg en telefon, så jeg kan ringe efter hjælp. De unge kan jo bare det der, siger Thorkild Gade, som heller ikke ærgrer sig over at undvære den daglige stroppetur på trapperne. - Vi gravere bliver jo motionerede under alle omstændigheder, klukler han.