Fjernsyn står mere i flammer

Ild i tv-apparater er den hurtigst voksende årsag til elektriske brande

EMNER 18. oktober 2002 08:00

NORDJYLLAND: Mange fjernsyn tænder mere end godt er. i 2000 stod 385 fjernsyn i lus lue rundt om de danske hjem. Og det gør tv-brande til den hurtigst voksende årsag til elektriske brande. - Det er næsten sket en fordobling de seneste ti år i den kategori, der hedder tv-brande, så den nu udgør 11 procent af samtlige elektriske brande, fortæller ingeniør i Elektricitetsrådet Torben Rahbek. Rådet har lavet en undersøgelse af forskellige tv-brande i 2000. Knap halvdelen af brandene opstod, mens apparatet var slukket på standby-strøm. - Vi ved faktisk ikke, om det har nogen betydning, at tv-apparatet står på standby, eller om man manuelt slukker det. Der findes ingen entydige undersøgelser. Men vil man være helt sikker, kan man selvfølgelig slukke på kontakten, siger informationschef Ole Kristensen fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, DBI. Godt 40 procent af tv-apparaterne i undersøgelsen begyndte at brænde, mens der blev kigget fjernsyn. De sidste 12 procent brande opstod i det øjeblik, folk tændte fjernsynet. Der skal ikke mere til en enkelt lille gnist fra tv"ets indre eller et væltet lys til at sætte fut i fjernsynet, og fra da af går det stærkt. Efter blot få sekunder viser de første flammer sig, og allerede et halvt minut senere begynder brændende plastikstykker at falde af fjernsynets kabinet, og vil lynhurtigt kunne antænde gulvtæppet. Tre minutter senere er billedrøret smadret og meterhøje flammer står op. Allerede nu kan det imidlertid lade sig gøre at købe et fjernsyn, som er lavet af brandhæmmende materiale. Det er den finske producent Finlux, som i går præsenterede en ny model, hvor kabinettet er lavet af en plasttype, der ikke i sig selv kan brænde. Selv ikke en 1300 grader varm flammekaster formåede at få bugt med apparatet, der under hele seancen fortsætte med at vise levende tv-billeder. Fjernsynet koster fra 13.000 kroner og opefter. Hverken politi- eller brandmyndigheder har pligt til at melde elektriske brande til Elektricitetsrådet. Derfor er rådet meget forsigtig med at skønne, hvor meget skader fra el-brande koster samfundet. - Vi estimerer, at el-brande årligt løber op i 2,9 milliarder kroner. Men hvor meget brande i tv-apparater står for, er simpelthen for usikkert at vurdere. Hvert år bliver der registreret omkring 17.200 brande, hvoraf omkring 3500 opstår i elektroniske installationer. Komfuret udgør stadig den største el-risiko.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...