Fjernvarme-strid slut
Tvist om gældsandel i Vindblæs Kraftvarmeværk afsluttet

Sagen går helt tilbage til 2003, da fjernvarmekunden, Roderick Goodwin, købte sit hus på tvangsauktion uden at få noget at vide om, at ejendommen havde kontrakt med Vindblæs Kraftvarme og hæftede for en del af værkets gæld. Gælden var ikke tinglyst. Pressefotograf Claus Søndberg
VINDBLÆS:En årelang strid om, hvorvidt en fjernvarmekunde i Vindblæs skulle betale tilslutningsbidrag til Løgstør Fjernvarme eller ej, er nu endt med et forlig - kort tid før sagen skulle have været helt op i Højesteret.
Sagen går helt tilbage til 2003, da fjernvarmekunden, Roderick Goodwin, købte sit hus på tvangsauktion uden at få noget at vide om, at ejendommen havde kontrakt med Vindblæs Kraftvarme og hæftede for en del af værkets gæld. Gælden var ikke tinglyst.
Da Vindblæs Kraftvarme senere fusionerede med Løgstør Fjernvarme, blev denne gæld indregnet i det tilslutningsbidrag, som forbrugerne i Vindblæs skulle betale.
For Roderick Goodwin betød det en ekstraregning på 88.000 kroner. Den nægtede han at betale. Han krævede også at få tilbagebetalt de penge, han i mellemtiden havde betalt i abonnement og fast afgift til varmeværket - i alt yderligere 49.000 kroner.
I byretten fik Roderick Goodwin medhold. Men da Løgstør Fjernvarme ankede til landsretten, gik det stik modsat.
Sagen skulle have været for i Højesteret i denne uge, men inden den kom så langt, enedes parterne om et forlig. Roderick Goodwin skal nu kun betale en del af tilslutningsbidraget og kun abonnement og afgifter for den korte periode, hvor han faktisk fik fjernvarme, inden han meldte sig ud af Løgstør Fjernvarme. Alt i alt slipper han med en regning på ca. 20.000 kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.