Fodbold

Fjerritslev IF-VBI/PSI 2-2

Det var et spændt hjemmehold, som tog imod topholdet fra Vrå efter første møde på udebane, hvor de tabte 9-0. Holdet har vist fremragende spil og fighterånd de seneste kampe. Nu skulle de stå deres prøve. Holdet indledte med optimisme og gåpåmod. Spillerne pressede godt på og fik da også flere gode målchancer. Udeholdet viste i glimt, at de også kunne være med og det var en meget velspillet første halvleg med masser af fight. Det blev helt fortjent hjemmeholdet, som fik bolden i mål først ved et flot langskud fra Nikolai Nørgaard, som sendte bolden over målmanden. Der skulle kun gå 20 sekunder, fra bolden var givet op, til udeholdet fik udlignet til 1-1, da hjemmeholdet lige nød deres scoring. Hjemmeholdet fortsatte det direkte spil og tilspillede sig flere chancer. Ganske fortjent fik Mathias Holm scoret på et flot gennemspillet angreb hvor Nikolai fandt Mathias flot foran målet. I pausen blev spillerne enige om at fortsætte det flotte spil, selvom de fik modvind i anden halvleg. Spillerne fra Vrå ville det dog anderledes. De pressede på hjemmeholdets mål det meste af halvlegen, hvor hjemmeholdet fik nogle gode kontrachancer dog uden at score. Det var helt fortjent at udeholdet fik udlignet til 2-2 i en meget intens kamp hvor de to hold havde hver sin halvleg. For udeholdet scorede Rasmus Henriksen og Andreas Button. Hjemmeholdets Daniel Chortsen blev ugens small star efter flot arbejde i forsvaret.